Hvordan får vi sat endnu mere skub i den danske økologi? Det skal økologibranchen og udvalgte politikere nu drøfte på en omfattende økologi-workshop, der skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan den danske økologi kan blive fordoblet.

- Målet er at få identificeret, hvilke tiltag der skal til, for at regeringens økologivision kan blive en realitet. Hvilken forskning, udvikling og innovation skal der til, for at vi reelt kan få fordoblet økologien. Workshoppen skal munde ud i konkrete anbefalinger til regeringen om, hvad de skal arbejde videre med for at få mere gang i den danske økologi, siger Ole Engellyst, økologichef på Videncentret for Landbrug, til vlf.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og der skal sættes skred i økologien, hvis den skal vokse så hurtigt, som regeringen ønsker. I øjeblikket bliver der omlagt 7-8.000 hektarer om året til økologisk produktion, men hvis regeringens målsætninger skal følges, skal det tal helt op på 18.000 hektarer årligt. 

Det mål er der flere veje til at nå, forklarer Ole Engellyst.

- Ud over de gode initiativer på øget offentligt forbrug og fokus på større eksport af vores økologiske varer, skal vi også eksperimentere med nye ejerformer og finansieringsmuligheder, for eksempel delvist forbrugerejede landbrug. Vi kan også se muligheder i at dyrke økologisk i de sårbare vandområder, der transportere vand til vores byer. Der er masser af muligheder for at styrke den økologiske vækst, og på workshoppen vil vi finde frem til netop de knapper, der skal trykkes på, for at visionen om en fordobling af det økologiske areal i 2020 bliver en realitet.