New Holland var med på Agromek for første gang i 12 år. Og på standen kunne gæsterne på dette års Agromek opleve alt lige fra de store til de helt små maskiner.

De store trækplastre var uden tvivl den nye, knækstyrede T9-serie og den ligeledes nye T8-serie, der afløser T8000-serien. Og i den store ende var også et eksemplar af FR-finsnitterne og CR9090 - koncernens største mejetærsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men blandt de små maskiner var der og en lille Danmarkspremiere.

- Vi har taget den lille Rustler 120 UTV med i vores sortiment nu. Det er en 20 hestekræfters terrængående maskine med et lille lad, der læsser små 500 kg, og Rustleren er anvendelig til mange små opgaver, fortæller Jimmie Vestergaard, produktchef hos New Holland Danmark.

De 20 hestekræfter bliver leveret af en trecylindret dieselmotor på 0,72 liter. Topfarten er angivet til 40 kilometer i timen. Transmissionen er trinløs med remtræk.

UTV'en har automatisk firhjulstræk og differentialespærre. Og hvis man monterer et træk bagpå maskinen er den godkendt til at trække 800 kg.

Den rigtige udstilling at være på

I løbet af Agromek-ugen var der godt med besøgende på New Hollands stand. Og Ove Juul, marketingdirektør, New Holland Danmark, er sikker på, det er den rigtige udstilling at være med på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den 16. december 2009 meldte vi ud, at vi ville udstille på Agromek. Det gjorde vi ud fra ønsker fra vores forhandlere og kunder.

- Kunderne efterspørger én udstilling om året, og de ønsker en bred udstilling. Med opbakning fra forhandlerne tog vi springet og udstiller igen på Agromek, fortæller Ove Juul og uddyber:

- Agromek bliver nu forskudt for Agritechnica, så vi har Agromek det år, hvor der ikke er Agritechnica. Samtidig har Agromek flyttet tidspunkt, så udstillingen ligger i november/december i stedet for januar. Derfor er Agromek det rigtige sted at udstille.