For første gang viser en ny analyse præcist, hvor mange arbejdspladser, landbrugs- og fødevareerhvervet skaber i Danmarks enkelte kommuner. Det oplyser Landbrug & Fødevarer, der står bag analysen.

Analysen opdeler som noget nyt kommunerne i yder-, land-, mellem- og bykommuner. Og ikke overraskende står yder- og landkommunerne for klart den største procentdel af arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens landbrugs- og fødevareerhvervet i yderkommunen Tønder står for hele 16,6 procent af beskæftigelsen er tallet for en typisk mellemkommune som Holbæk på 5,2 procent.

I byerne er gennemsnittet nede på 1,8 procent, mens gennemsnittet for hele landet er på 5,3 procent.

- Det er vigtige tal i forhold til hele debatten om udkantsområderne, for de viser tydeligt betydningen af landbruget, siger erhvervsøkonomisk chef i Landbrug & Fødevarer, Klaus Kaiser, til Nordjyske.

Landbrug skaber nye arbejdspladser

Den nye analyse slår også fast, at der er god ræson i at satse på landbruget. For hver 100 beskæftigede i primærlandbruget skabes der yderligere 130 arbejdspladser i fødevaresektoren eksempelvis inden for slagteri og transport.

- I kroner og ører betyder det, at for hver bæredygtig arbejdsplads, der skabes i landbruget eller fødevareindustrien, forøges produktionsværdien med 1,4 millioner kroner, og der skabes nye eksportindtægter på over 700.000 kroner, siger Klaus Kaiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men selvom landbruget i gamle dage beskæftigede en langt større andel af befolkningen, udgør erhvervet stadig den største erhvervsklynge i Danmark, og den afledte virkning på beskæftigelsen og udvikling er stadig af stor betydning, siger Klaus Kaiser til Nordjyske.    

Han understreger afsluttende, at det økonomisk og politisk set er langt bedre at støtte op om allerede eksisterende erhverv, som kan skabe dynamisk vækst i stedet for for eksempel at udflytte statslige arbejdspladser.