Hos Vogn Maskinstation i Sindal har man altid været glad for de selvkørende gyllenedfældere, og især har Terra-Gator haft en speciel plads i maskinhuset.

- Vi har meget kuperet terræn i vores østlige område, og her klarer en traktor og gyllevogn sig sjældent godt. Desuden kan vi tydeligt se, at kløvergræs-marker er meget sårbare over for tung trafik, og vi er ikke tilfredse med det arbejde, som en gyllevogn og en græsmarknedfælder laver, og man kan længe efter nedfældning med gyllevogn og nedfælder se streger i kløvergræsset, fortæller Ulrik Jakobsen, medindehaver af Vogn Maskinstation, som han ejer sammen med broren Martin Jakobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man sidder og slapper mere af i Ploeger'en, end man gjorde på Terra-Gator'en, og det betyder, at man ikke på samme måde mærker de lange arbejdsdage, når det hele bliver en smule presset.

- Kristoffer Pedersen, chauffør på Ploeger-nedfælderen i foråret 2018.

Derfor vinder de selvkørende gyllenedfældere med trehjulsstyring eller dogwalk stort indpas, og da en ældre Terra-Gator stod for udskiftning, blev beslutningen taget om at forsøge sig med den egentlige afløser for Terra-Gator: Ploeger.

- Efter hollandske Terra-Gator stoppede produktionen og mange af de gamle Terra-Gator folk fulgte med over til en anden hollandsk maskinproducent, Ploeger, og de lancerede en selvkørende gyllenedfælder sidste år, så var beslutningen ikke svær at tage for os, siger Ulrik Jakobsen.

De købte den første Ploeger AT4103 i Danmark, og faktisk den første nord for Holland, og efter mere end 1.000 timers kørsel i foråret og efter de første slæt græs, så er den nordjyske maskinstation godt tilfreds med den gule og grønne selvkørende gyllenedfælder.

Stor kraftoverskud

Kristoffer Pedersen har været fast chauffør på Ploeger-nedfælderen igennem foråret og forsommeren, og han fremhæver blandt andet det store kraftoverskud som en væsentligt forbedring i den nye gyllenedfælder sammenlignet med den tidligere trehjulede Terra-Gator:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er tydeligt at mærke, at der er mere power i den nye Ploeger, og sammen med en højere førerkomfort, har oplevelsen af den helt nye maskine været rigtig god, fortæller han.

Den nye Ploeger AT4103 kører med en 400 hestekræfter Scania-motor, og førerkomforten består af en Claas-kabine med luftaffjedring.

- Det høje komfortniveau kommer også på grund af den trinløse transmission i maskinen. Det betyder virkelig meget, at man ikke skal bekymre sig om gearskift og lignende, og kørsel i det meget kuperede terræn bliver gjort til en leg, fortæller han.

- Man sidder og slapper mere af i Ploeger'en, end man gjorde på Terra-Gator'en, og det betyder, at man ikke på samme måde mærker de lange arbejdsdage, når det hele bliver en smule presset.

Mindre diesel

Kristoffer Pedersen fremhæver også brændstofforbruget som en væsentlig forbedring sammenlignet med tidligere maskiner:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har præsteret at køre i tre dage på samme tankfuld diesel, hvor vi før højst kunne køre én dag på samme tankfuld - men så bruger vi virkelig også alle liter, som er til rådighed i dieseltanken på Ploeger'en, fortæller han.

Han tror, at det både skyldes den nyere motorteknologi samt den trinløse transmission, at brændstofforbruget ligger lavere på den nye selvkørende gyllenedfælder.

- Vi har ikke konkrete tal på besparelsen, men den er der.

Maskinen har kørt med en 12 meter Agrometer-græsmarknedfælder samt en 8,5 meter Samson-sortjordsnedfælder.

Babysittet fra Holland

På spørgsmålet om, hvorvidt Vogn Maskinstation var nervøs for at købe en helt nyudviklet maskine som den første og med 800 kilometer til nærmeste livline, er svaret meget klart:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Naturligvis var det én af de største bekymringer ved købet af maskinen. Men selvom maskinen er helt ny på markedet, så er erfaringerne og knowhow i maskinen mange år gamle. Vi kender folkene fra Terra-Gator, som har stået bag udviklingen af den nye Ploeger, og det har helt klaret gjort udfaldet til, at vi kastede os ud i projektet, fortæller Ulrik Jakobsen.

Han fortæller, at man er blevet baby-sittet fra Holland forstået på den måde, at hvis der har været problemer, så har man fra fabrikken i Holland kunnet logge sig ind på maskinen og på den måde give fjern-support over telefonen.

- Vi havde besøg af en montør fra Holland, da vi var halvvejs i forårssæsonen, og han gik maskinen igennem og sikrede sig, at alt var som det skulle være, fortæller Kristoffer Pedersen. Han fremhæver også, at fabrikken aldrig er længere end et opkald væk og hurtigt har kunnet hjælpe, hvis der har været udfordringer.

- Men det hvar virkelig ikke været meget, vi har haft problemer med. Mens der var allermest travlt i forårssæsonen manglede vi en reservedel, som skulle sendes fra Holland. Men der gik ikke mere end 24 timer, så var vi kørende igen, så vi mærker ikke, at der ikke er en dansk forhandler af mærket.

Dæk sikrer bid

Helt unikt har Vogn Maskinstation valgt at montere den selvkørende Ploegermaskinen med dobbelt dæk-montering fra Skodborg Dækservice i bag frem for den traditionelle dækmontering. Derfor sidder der fire gange 620/70R46 dæk på maskinen i bag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kører med samme lave dæktryk i alle baghjul, og jeg kan virkelig mærke, at vi har en meget stor trædeflade og aldrig har problemer med at stå fast. Også i bakkerne giver det virkelig en stor fordel for os.