En lille sø mindre end 50 meter fra Ole Rasmussens gyllebeholdere i Vranum ved Viborg løber hver vinter over sine bredder, og vandet løber ned forbi gyllebeholderne og videre ud over en mark. Derfor blev Ole Rasmussen noget overrasket, da har i januar i år fik brev fra kommunen om, at hans skulle installere gyllealarmer på sine gyllebeholdere med henvisning til, at søen lå 47 meter fra den ene gyllebeholder og derfor skulle sikres mod gylleforurening med alarmerne.

- Da jeg ikke kunne se, hvordan gyllen ved en læk skulle kunne løbe opad og forurene søen, kontaktede jeg kommunens folk, og de kunne godt se problemet. De undersøgte muligheden for dispensation, men det åbner loven ingen mulighed for, så kravet om gyllealarmer står ved magt, fortæller Ole Rasmussen, der har en svineproduktion med 500 søer syd for Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har undersøgt markedet for gyllealarmer, og det vil koste mig 20.000 kroner at sætte to alarmer op. De penge vil jeg gerne spare, for al sagligheden er væk i dette tilfælde, siger Ole Rasmussen.

Trods den manglende dispensation har Ole Rasmussen ikke opgivet håbet om at slippe for kravet.

- Jeg er fortrøstningsfuld. Denne regering har sagt, at den sætter fagligheden øverst. Så jeg tror da, reglerne vil blive ændret, når den bliver klar over situationer som denne, mener Ole Rasmussen.

Loven er meget firkantet

Ole Rasmussen har også henvendt sig til hans lokale landboforening, men her har man ikke umiddelbart kunnet hjælpe.

- Loven er meget firkantet, og som jeg tolker loven, kan kommunen ikke give dispensation, selv om den kan se, at kravet om gyllealarmer i dette tilfælde er helt grotesk, siger formanden for Landboforeningen Midtjylland Steen Vindum, Kjellerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I stedet planlægger Steen Vindum at påvise det groteske eksempel for lokale folketingsmedlemmer i håb om, at det kan bane vej for en fornuftigere administration.

- Det er jo en lov, Folketinget har vedtaget som konsekvens af gylleudslip, hvor åer og bække er blevet forurenet. Så skynder man sig at lave en lov, der gælder alle inden for en bestemt afstand, men ser bort fra, at der kan være andre forhold at tage hensyn til.

- Vi har et fint samarbejde med Viborg Kommune, og hvis vi begge vil gøre noget i denne sag, bør vi gå sammen og henvende os til Folketinget, siger Steen Vindum, der vil gå videre med sagen, når den værste forårstravlhed har lagt sig.

Alarm kræves uanset risiko

Maskinbladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra centrale politikere.

I stedet skriver cand. agro. Anton Rasmussen, Miljøstyrelsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den politiske aftale, der er indgået om etablering af beholderbarrierer og opsætning af gyllealarmer, er kravene differentieret i forhold til beholderens beliggenhed. Der skelnes mellem beholdere beliggende i eller udenfor risikoområde, (det vil sige områder, der hælder mere end seks grader imod vandløb eller sø), samt om beholderen ligger mindre end 100 meter fra sø eller vandløb. Sidstnævnte er alle omfattet af krav om alarm, uanset om der er forhøjet risiko for tilløb af gylle til vandmiljøet. Beholdere er derimod kun omfattet kravet om etablering af barriere eller afvikling, såfremt hældningen er imod sø eller vandløb, og der dermed er forhøjet risiko for forurening.

Læs også Gyllealarmer tages op politisk.