Robotti er blandt de første selvkørende redskabsbærere af sin art på markedet. Den kører uden fører, den er målrettet og kører helt uden slinger.

- Med Robotti er vi med til at starte en ny æra inden for landbrug og gartneri, hvor de selvkørende redskabsbærere bliver kommercielt bæredygtige og kan integreres i den daglige drift, siger Henrik Lynge Jacobsen, som er salgsdirektør i Agrointelli.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Robotti er udviklet til at fungere på almindelige kommercielle præmisser, og målgruppen er planteavlsbrug og frilandsgartnerier. Med dens præcision er den også velegnet til forsøgsstationer. Det skriver Agrointelli i en pressemeddelelse.

- Vi har over hele sæsonen kørt i marken med Robotti og testet i forskellige afgrøder for at optimere og skabe en robust præcision, og resultaterne er rigtig gode, siger Henrik Lynge Jacobsen.

I det hele taget har det været vigtigt, at Robotti skal kunne fungere ude i det virkelige liv. Det vil sige, at den skal kunne fungere med standardredskaber, være driftssikker og nem at servicere. Dertil er der er række miljømæssige fordele ved brug af Robotti.

En arbejdshastighed på 8 km/t

Med en arbejdshastighed på 8 km/t og maksimal redskabsbredde på 3 meter er den teoretiske produktivitet 1,6 hektar i timen, blandt andet understøttet af den konstante kørsel.

- Man kan forestille sig, at mens landmanden selv sår forageren, så klarer to Robotti'er tilsåningen af resten af marken. Det giver en høj produktivitet, men giver også mening investeringsmæssigt, fordi alternativet ville være køb af store maskiner, siger Henrik Lynge Jacobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Høj præcision

Robotti er som standard udstyret med RTK/GPS, hvilket sikrer høj præcision i forbindelse med opgaver som mekanisk rækkerensning. Den kan udstyres med kamera eller andre sensorer til indsamling af data som for eksempel mængden af ukrudt og dermed bidrage til at optimere tidspunktet for næste behandling.

Centermonteringen af redskaberne er med til at skabe optimal vægtfordeling, som Robotti'en udnytter til at optimere trækkraften på de fire hjul, og samtidig er redskabsbærerens lave højde en fordel med hensyn til præcisionen, for eksempel i kuperet terræn.

- Præcisionen er så stor, at Robotti vil være en gevinst i forsøgsmarker, fordi den er i stand til at bearbejde selv meget små parceller på en meget ensartet måde, som er meget vigtig for forskningsinstitutioner, siger Henrik Lynge Jacobsen.

Intelligent ruteplanlægning

Arbejdsplanen for Robotti administreres via Agrointellis hjemmeside, hvor man kan bruge eksisterende GPS-markkort eller oprette nye. En computer beregner den mest effektive ruteplan for at minimere brændstofforbruget, men også for at minimere strukturskader på marken.

Med logfunktionen er der styr på historikken. Detaljerede kort gemmes og dokumenterer de enkelte arbejdsopgaver. Ligeledes kan billeder og registreringer fra påmonterede kameraer og sensorer gemmes i logfunktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er et stort potentiale for løsninger som Robotti, ifølge Ole Green, der er administrerende direktør i Agrointelli.

- Det er oplagt at bruge den nye teknologi i bestræbelserne pa? at minimere strukturskader og erosion. Det kan ske ved brug af mange små førerløse køretøjer, som med en lille egenvægt udfører markarbejdet. Med mange små? enheder kan man opnå en god rettidighed, en stor kapacitet og en øget fleksibilitet i forhold til at færdes i marken under vanskelige forhold, siger Ole Green.