Patriotisk Selskab er ikke i tvivl. Dansk svineproduktion er i den internationale superliga.

- Vi er endda aspirant til en medalje af fineste karat, siger seniorkonsulent Tommy Bjerregaard, Patriotisk Selskab, efter en tur til Agri Benchmarks/InterPIGs konference om svineøkonomi og- produktion, der i år fandt sted i Reggio Emilia i Italien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På konferencen blev der taget udgangspunkt i tal fra godt 20 lande, der samlet set dækker over 90 procent af verdens svineproduktion.

- Sammenlignet med resten af Europa har vi i Danmark det højeste antal levendefødte grise per årsso og samtidig også det højeste antal fravænnede grise per årsso. Hvad angår dødelighed i farestalden, ligger vi anden bedst, selvom vi har flest levendefødte grise per årsso. Kun Spanien overgår os, men de har cirka seks levendefødte grise færre per årsso end i Danmark og derfor også et lavere antal døde, siger Tommy Bjerregaard.

Flere grise per so

- Sætter vi fokus på omkostningerne ved at producere et kilo svinekød i 2017, var Danmark og Spanien de lande i Europa med de laveste omkostninger. På verdensplan var det USA og Brasilien, fortæller Tommy Bjerregaard og fortsætter:

- Effektiviteten er gået frem. I Danmark producerer vi næsten en halv gris mere per kuld ved fravænning i 2017, end vi gjorde i 2016. Det kompenserer for den tilbagegang i antallet af søer, som vi ser mange steder - og derved opretholdes produktionen trods færre årssøer.

Prisen for grisen

På verdensplan har der fra 2016 til 2017 været en generel stigning i prisen på svinekød, i gennemsnit cirka 1,10 kroner per kilogram. Men sammenlignet med resten af Europa ligger Danmark sammen med Finland og Frankrig i den lave ende, hvad angår salgspriserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For eksempel har Tysklands svineproducenter fået cirka fem eurocent mere per kg, det vil sige cirka 37 øre. De ellers lave omkostninger, som grisene produceres til i Danmark, har hermed ikke den samme værdi for svineproducenten, som de ellers kunne have haft, konstaterer Tommy Bjerregaard.

Lave salgspriser fortsætter

- 2017 var økonomisk set et godt år for svineproduktionen i stort set alle lande. Det står naturligvis i kontrast til de lave salgspriser og de høje foderpriser, som vi ser lige nu. Desværre tegner det ikke godt de kommende år. På konferencen var der stor enighed om, at prognoserne for både 2018 og 2019 ikke kommer i nærheden af niveauet i 2017. Først i 2020 ser det ud til at lysne, siger Tommy Bjerregaard.