For at kunne blive attraktiv på jobmarkedet efter endt studie, må man have den nyeste viden. For at få den, må man have nærstuderet den nyeste teknologi - og det kan eleverne på jordbrugsmaskinfører-uddannelsen nu i højere grad end tidligere.

Jordbrugets UddannelsesCenter har nemlig indgået en samarbejdsaftale med Traktor og Høstspecialisten, som indebærer, at skolen får stillet en Claas Arion 660 CMATIC med frontlift og GPS/RTK til rådighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker at klæde vores JMF'ere bedst muligt på til den virkelige verden, der møder dem ude på den anden side. Hvis vores uddannelse for alvor skal skabe værdi og mening, så bliver vi simpelthen nødt til at følge med i den teknologiske udvikling, siger Max Frederiksen, underviser på Jordbrugets UddannelsesCenter.

Aftalen inkluderer også, at Claas kommer ud på skolen og varetager noget af undervisningen, så de sikrer, at skolen rent faktisk håndterer og formidler brugen af udstyret korrekt.