Oksekød er i klimadebatten generelt blevet udråbt til den helt store klimasynder inden for fødevarer. Debatten er i stor udstrækning baseret på udenlandske undersøgelser, der ikke afspejler de danske produktionsmønstre eller typer af oksekød - for eksempel om kødet stammer fra kødkvæg eller malkekvæg, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Eksempelvis viser en tidligere undersøgelse fra Aarhus Universitet, at Danish Crowns Dansk Kalv-koncept er den mest klimavenlige produktion på det danske marked med et klimaaftryk på 10,4 kg. co2 pr. kg. kød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En ny rapport fra Aarhus Universitet og DTU Fødevareinstituttet viser, at okse- og kalvekødet står for 14 procent af klimaaftrykket, når man kigger på danskernes madforbrug.

Undersøgelsen viser, at billedet af oksekød som den store mad-klimasynder godt kan nuanceres.

Rapporten har nemlig kigget på hele værdikæden, fra dyrene står i stalden, til det foder de får, over slagteriet, detailhandlen, og til det ligger på tallerken og eventuelt havner i skraldespanden som madspild. Forskerne har undersøgt klimapåvirkningen dels i sammenhæng med kødets ernæringsmæssige værdi og dels med klimapåvirkningen fra danskernes samlede kost.

- Vi har forsøgt at levere en fagligt funderet analyse af oksekøds samlede miljøbelastning med hovedfokus på klimaaftrykket og set på det i sammenhæng med kødets ernæringsmæssige værdi og med klimapåvirkningen fra den samlede kost. Det kan bidrage til at nuancere debatten om klima- og miljøbelastningen af oksekød, siger lektor Lisbeth Mogensen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

Man kan ikke bare bytte 100 gram af en fødevare ud med 100 gram af en anden fødevare for at spare på klimaaftrykket, uden at det kan få konsekvenser for sammensætningen af kostens næringsstoffer. Forskerne har i den nye rapport forsøgt at kombinere to fagfelter; miljø og klima på den ene side og ernæring på den anden. På den måde har de forsøgt at udtrykke en fødevares klimaaftryk i forhold til næringsværdien, skriver Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskerne fandt dog ikke frem til ét udtryk for fødevarernes værdi, der let kan anvendestil samlet at udtrykke, hvordan fødevarerne rangeres i forhold til både klima og næringsstofbidrag.

De søde sager og promiller koster i klimaregnskabet

Den nye rapport bringer en del nye nuancer i spil. For eksempel viser det sig, at danskerne kan reducere kostens klimaaftryk med helt op til 25 procent, hvis man helt skærer slik, alkohol, kaffe, te, kage, desserter og søde drikke væk.

Man kan reducere klimaftrykket med yderligere 14 procent, hvis man også undgår madspild.

- Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så de tal. Det er virkelig overraskende. Rapporten er banebrydende på den måde, som den inkluderer ernæringsaspektet og opgør klimaaftrykket på, og det er ret interessant. Der er ingen tvivl om, at vi også bliver nødt til at inkludere ernæringsaspektet, når vi skal reducere klimaaftrykket fra fødevarer, siger Charlotte Thy, Sustainability Director hos Danish Crown, som har bidraget til undersøgelsen.

At de søde sager, kaffen og alkoholen bliver draget i klimaregnestykket skal på ingen måde bruges som en sovepude for den bæredygtighedsudvikling, Danish Crown har sat i gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder konstant på at blive klogere på, hvordan kød påvirker kloden, for at vi kan træffe de rigtige valg. Denne rapport er endnu en byggeklods til vores tårn af viden på vejen mod vores mål om at halvere vores CO2-aftryk i 2030 og at være klimaneutrale i 2050, siger Monica Klepp Bjerrum, CSR-direktør i Danish Crown.

Oksekød er ikke bare oksekød

Den seneste danske forskning viser, at der er væsentlige forskelle på oksekød, så allerede her skal man som forbruger være klar over, hvad ens valg betyder.

Køber man hakket oksekød, der stammer fra en malkeko, er klimaaftrykket 11 kg CO2-ækvivalenter pr. kg oksekød, der ligger i køledisken i supermarkedet, og 12 kg CO2-ækvivalenter pr. kg, der ligger tilberedt på tallerkenen. Vælger man derimod hakket oksekød fra for eksempel en limousine kalv, er de tilsvarende klimaaftryk hhv. 32 og 33 kg CO2-ækvivalenter pr. kg oksekød, skriver Danish Crown i pressemeddelelsen.

Konklusioner fra rapporten

-Klimaaftrykket per kg oksekød kan reduceres, hvis landmanden f.eks. kan reducere kvægets udledning af metan eller øge fodereffektiviteten (kan ske via avlsarbejde og fodring).

- Hvis slagteriet bliver bedre til at udnytte alle dele af slagtekroppen til mad, er der potentiale for op til 26 procent lavere klimaaftryk pr. kg oksekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis detailleddet og især forbrugeren reducerer deres madspild, kan klimaaftrykket fra kosten reduceres med op til 14 procent.

-Hvis forbrugeren reducerer sit forbrug af nydelsesmidler (kaffe, te, alkohol, slik, kage, desserter og søde drikke), kan klima-aftrykket teoretisk reduceres med op til 25 procent.

Rapporten er sidste del i projektet "Vurdering af okse- og kalvekøds samlede miljøbelastning", som bygger videre på to andre projekter om oksekød og henholdsvis miljø og ernæring, der er udført i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og DTU, samt Landbrug & Fødevarer og Danish Crown, og finansieret af Kvægafgiftsfonden.