Tidligere på året lancerede Agco den nye Ideal-mejetærsker, der skal give koncernen en førerposition, når det kommer til høstmaskiner. Men nu er Massey-Ferguson, der er en del af Agco, klar med endnu en nyhed indenfor høstgrej. Denne gang er der tale om en nye serie af rundballepressere, der bliver præsenteret på Agritechnica.

I den nye serie af rundballepressere vil der være fem modeller - tre med fast kammer og to med variabelt kammer. Presserne med fast kammer laver baller på 1,25 meter i diameter og 1,23 meter i bredden, mens de to pressere med variabelt kammer kan presse baller på henholdsvis 0,9-1,6 meter og 0,9-1,8 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med MF's Xtracut-knive kan man vælge mellem 13, 17 og 25 knive på presseren, der bruger net til at binde ballerne. I pressekammeret er de nye rundballepressere udstyret med 18 Powergrip-ruller, der skal sikre en god balleform.

- MF RB-serien slutter sig til skårlæggere, river og vendere, som vi for nyligt har lanceret, og som hurtigt er blevet populære, siger Adam Sherriff, der er market development manager hos Massey-Ferguson, og fortsætter:

- Nu er kunderne i stand til at købe en velafprøvet kvalitetsballepresser fra deres lokale Massey-Ferguson forhandler med vished om, at de modtager superb kundeservice og backup.