Virksomheden Lantmännen Unibake, som står bag Schulstad og Hatting har også været ramt af afpresning. Det er ifølge virksomheden også sket tidligere på måneden, ligesom det skete for Danish Crown.

Virksomheden skriver følgende i en meddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lantmännen Unibake i Danmark blev i starten af april udsat for et forsøg på afpresning, hvor ukendte gerningsmænd i et brev truede med at forgifte virksomhedens produkter, hvis der ikke blev udbetalt en større sum penge.



Sagen blev øjeblikkeligt overgivet til politiet, og efterfølgende har Lantmännen Unibake været i tæt kontakt med politi og øvrige relevante myndigheder.



Forbrugernes og Lantmännen Unibake’s medarbejderes sikkerhed har højeste prioritet. Det er myndighedernes vurdering, at hverken medarbejdere, kunder eller forbrugere umiddelbart er i fare.



Lantmännen Unibake har foretaget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på alle sine kontorer og bagerier samt indskærpet sikkerhedsprocedurer og vigtigheden af kontrol ved modtagelse af post, pakker og øvrige leverancer.

En række fødevarevirksomheder i Europa og Danmark har ifølge politiet modtaget trusselsbreve med samme ordlyd som det, der blev sendt til Lantmännen Unibake i Danmark

I en kommentar til dagens offentliggørelser skriver Landbrug & Fødevarer til Maskinbladet, at L&F er i dialog med myndighederne.

- Vi hjælper selvfølgelig vores medlemmer i det omfang, de har brug for det, men i første omgang er det en sag for myndighederne, siger Flemming Nør Pedersen og tilføjer.

- Det er selv sagt helt uacceptabelt, at nogen forsøger at afpresse og true fødevarevirksomheder. Det er klart det grelleste eksempel, vi har set mod vores medlemmer.Desværre ser vi flere og flere sager, som har karakter af chikane mod vores fødevareproducenter. Det sig være fra demonstrationer og blokader til decideret ulovlig indtrængen. Det er helt uacceptabelt og decideret uforståeligt. Vi har i Danmark nogle af de mest kontrollerede fødevarevirksomheder i verden. Det er vi glade for, for det er med til at sikre, at vi har myndighedernes stempel på, at vi leverer kvalitet, tårnhøj fødevaresikkerhed og lever op til standarder, som er blandt de højeste i verden.Derfor er det også helt urimeligt, at nogen kan finde på at udøve den slags chikane og ulovligheder mod vores virksomheder.