Førerløse elektriske maskiner i landbruget er ikke længere utopi, og nu viser et projekt fra Research Institutes of Sweden, at sådanne maskiner kan være med til at spare landbruget for omkostninger, samtidig med at klimabelastningen er mindre end med dieseltraktorer.

- Med elektriske maskiner og egenproduktion af strøm på gården gennem eksempelvis solceller, er det snart muligt for landmænd at være selvforsynende med brændstof, siger Jonas Engström fra Research Institues of Sweden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I projektet har forskerne simuleret arbejdsopgaverne i løbet af et år på en virtuel økologisk kvægbedrift med 200 hektar. Simuleringen sammenlignede en førerløs elmaskine med en traditionel traktor, og resultaterne viser, at en traktor på 160 kW kan erstattes af to elmaskiner på 36 kW med et batteri på 113 kWh hver, og at omkostninger herved vil være 15 procent lavere. I forsøget blev energiforbruget desuden reduceret med 58 procent, mens udledningen af drivhusgasser blev reduceret med 92 procent.

- Hidtil har batteridrift i tunge arbejdsmaskiner været utænkeligt, men med den hurtige udvikling af batteriteknologi er det nu både teknisk og økonomisk muligt. Med en førerløs maskine, kan den også køre flere timer om dagen, end et menneske kunne, hvilket betyder, at du kan gøre maskinen mindre og lettere, så den skadelig komprimering af jorden er reduceret, siger Jonas Engström.

Det unikke i dette forskningsprojekt er kombinationen af batteridrevne maskiner samt førerløse maskiner.

- Det forbedrer fordelene ved begge teknologier og mindsker ulemperne. Med en førerløs maskine behøver batterierne ikke en hel arbejdsdag på en opladning, men maskinen kan oplade sig selv, når det er nødvendigt. Omkostningerne ved batterier er afbalanceret af lavere driftsomkostninger, da chaufførens omkostninger reduceres betydeligt. Lavere kapacitet på grund af mindre størrelse er kompenseret af, at to maskiner kan arbejde døgnet rundt, siger Jonas Engström.

Det fulde forskningsprojekt præsenteres på Agritechnica.