Teknologien er oprindeligt opfundet til jagerfly og har siden også været anvendt i enkelte højteknologiske biler. Og snart kommer traktoren måske til, når det gælder HUD-displays, hvor oplysninger om for eksempel fart og omdrejningstal vises på selve forrude-glasset.

HUD står for heads-up display, og det er det franske elektronikfirma Agrotronix, der forbereder at fremvise en prototype under Sima-messen i Paris i slutningen af februar. Det skriver profi.com.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningen fra Agrotronix går under navnet Head High Display og vil under messen være installeret i en selvkørende sprøjtemaskine. Den tekniske løsning består af en lille computer, der er koblet til en miniprojektor, som er placeret lige over førerens hoved, og isobus-teknik bruges så til at få projektoren til at vise oplysninger om maskinen direkte på vinduet, så føreren hele tiden har de nødvendige oplysninger inden for synsfeltet og ikke behøver at kigge ned på instrumenterne i kabinen. Glasset i kabinen vil være påført en speciel film, som man kan se igennem, men som samtidig opfanger billedet fra projektoren.

Fart, omdrejningstal og antal hektar eller ton sprøjtet i timen hører til blandt de oplysninger, føreren kan vælge imellem at få vist på foruden, lige som det også er muligt at få vist billederne fra op til to bagudvendte kameraer.

- Vi tror, løsningen er interessant i forbindelse med sprøjtning og såning, hvor føreren ofte er nødt til at vende sig rundt og sikre sig, at alt kører, som det skal. Vi kan forbedre komforten for føreren ved at vise alle vigtige informationer på forruden, siger Olivier Lekeux, som er teknisk chef hos Agrotronix.

Hvis prototypen vækker interessere på messen, vil firmaet sende et antal test-enheder i marken i løbet af 2015.