mail til gammelager

5.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med anskaffelsen af en 40 kubikmeter fuldfoderblander til afløsning af en 32 kubikmeter vogn, har Martin Jeppesen nu reduceret antallet af daglige blandinger til køerne fra tre til to læs. Kapaciteten på 40 kubikmeter svarer til et læs til hver side af den dobbelte fodergang.

Men det var ikke kun størrelsen, som havde betydning for valget af en Nolan 40 Feeder. For Martin Jepepsen var det helt afgørende, at bedriftens nye fuldfoderblander blev en padleblander i lighed med den gamle blander.

- Jeg er meget skeptisk over for vertikalblandere, når de får tre snegle, og især når de bliver høje, for ofte bygges der bare på i højden, når de bliver større. Og så mener jeg ikke, at de kan blande foderet ordentligt, siger han og mener, at han har noget at have det i.

Nøgletal er beviset

Han fremlægger nøgletal fra Heden & Fjordens Kvægnøgle, hvor tallene dokumenterer, at hans bedrift ligger på en suveræn førsteplads i fodereffektivitet blandt samtlige deltagende kvægbrug og på en tredjeplads i dækningsbidrag, som i 2010 udgjorde 12.600 kroner pr. ko. Endda i et år, hvor kvaliteten af grovfoderet svigtede, fordi majsene blev ødelagt af frost i begyndelsen af september.

Et par andre forhold burde også påvirke fodereffektiviteten negativt hos Martin Jeppesen, blandt andet malkes der kun to gange i døgnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel har han opnået de meget flotte tal for fodereffektiviteten.

Fodereffektiviteten er 87 procent opgjort for samtlige køer - inklusive goldkøer. Gennemsnittet i Heden & Fjordens opgørelse er 82 procent, og landsgennemsnittet er 83 procent.

Ifølge Martin Jeppesens konsulent svarer et enkelt procentpoint på den samlede fodereffektivitet til 250 kroner på dækningsbidraget.

Fodereffektivitet på 95 procent

Opgjort i forhold til de malkende køer, viser nøgletallene, at Martin Jeppesen har opnået en fodereffektivitet på 95 procent ifølge seneste nøgletal. Og effektiviteten har ikke har været under 90 procent siden nytår - og dette laveste resultat blev endda opnået midt i januar, da det virkelig var vinter i Danmark.

Hans konklusion, når han sammenligner med sine kolleger, er, at han i modsætning til de fleste kolleger bruger en padleblander.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at der nemlig ikke er mange andre, der bruger padleblander blandt de 42 brug - heraf 31 konventionelle - der er med i Kvægnøglen fra Heden & Fjorden.

Men fuldfoderblanderen er selvfølgelig ikke den eneste forklaring på de flotte resultater.

- Meget handler om management, og her er vi privilegerede af at have meget dygtige medarbejdere, siger Martin Jeppesen.

Ud over Martin Jeppesen selv er der fire af de syv medarbejdere, som blander foder i en turnus. Og besætningens tal bekræfter, at det er dygtige og omhyggelige medarbejdere, for det er fuldstændig ligegyldigt, hvem af de fem, der blander og fodrer.

- Det betyder intet for foderkvaliteten, konstaterer Martin Jeppesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig fremhæver han, at det er uden betydning, hvis blanderen kører ti minutter for længe med foderet.

- Foderet kan ikke ødelægges i blanderen, siger Martin Jeppesen.

Effektiv arbejdsindsats

Foruden en meget høj fodereffektivitet nævner Martin Jeppesen også, at selve arbejdet med at fodre foregår meget effektivt, blandt andet takket være den store fuldfoderblander.

- Vi kan se, at vi bruger væsentligt mindre tid på at passe køerne, end mange andre.

Det hænger selvfølgelig også sammen med, at logistikken er optimeret i staldanlæg og placeringen af siloer og øvrige anlæg til foderopbevaring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Staldanlægget er i alt væsentligt fra 2006 og 2007 med de afsluttende byggerier af siloer med videre i 2008. Alle de gamle bygninger blev kørt igennem en betonknuser og ligger nu som fundering under de befæstede og i stor udstrækning asfalterede udenomsarelaer.

Også malkningen foregår effektivt i en 2x28 malkestald.

- Der malkes 190 køer i timen, og det varer dermed tre timer at malke de 580 malkende køer, så tre medarbejdere kan passe bedriften i weekenden.

Også de kontante nøgletal taler her deres tydelige sprog. Martin Jeppesen producerer 536 liter mælk pr. løntime - inklusive opdræt.

Lokal virksomhed står bag

Fordelene ved Nolan-blanderen er ikke nogen overraskelse for Martin Jeppesen, for den gamle blander var også en Nolan-blander, og han var da heller ikke i tvivl om, at det igen skulle være en fuldfodervogn fra den lokale producent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har jeg den holdning, at man ikke behøver at gå over åen efter vand, og vi har to danske producenter af fuldfoderblandere, og deres vogne er fuldt ud konkurrencedygtige på pris og kvalitet. Og Nolan ligger lige i nærheden, og de laver udmærkede blandere, og vi kan få service inde for en time, hvis der er behov for det, fremhæver han.

Og han oplever i øvrigt, at den nye 40 kubikmeter-blander er nemmere at trække end den gamle 32 kubikmeter-model.