Lyt til artiklen:

Recirkulering af fosfor fra rensningsanlæg skal give økologisk gødning

00:00
Hastighed: ???x
03:47

Innovationscenter for Økologisk Landbrug arbejder for at recirkulere flere restprodukters næringsstoffer til økologisk planteproduktion, og et nyt projekt skal fremme brugen af fosfor fra rensningsanlæg, meddeler innovationscenteret.

- Vi skal undersøge effekten af struvit som startgødning i marken. Afgrøder som kartofler, majs og vårbyg har særligt brug for plantetilgængeligt fosfor i etableringsfasen, og hidtil har det været vanskeligt at opfylde det behov i økologiske afgrøder. Måske kan vi løse det med struvit, forklarer Sidsel Birkelund Schmidt, der er specialkonsulent i Innovationscenter for Økologisk Landbrug og leder projektet, hvor også Københavns Universitet og Seges Innovation deltager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I projektet indgår forsøg i kartofler, der i konventionel dyrkning har givet betydeligt merudbytte ved placeret fosforgødning.

Struvit skal lukkes op

Det er imidlertid ikke løst ved blot at tilføre lidt struvit, når man lægger kartofler. Problemet er, at fosfor i struvit ikke er vandopløselig, og planterødderne kan derfor ikke optage det.

Derfor skal projektet undersøge effekten af at bearbejde og formulere struvit på forskellig vis. I praksis foregår den del i laboratoriet hos Københavns Universitet. Der er dels tale om findeling i forskellig grad, dels om opløsning i organisk syre.

Hvis det lykkes at gøre fosfor fra struvit mere plantetillgængeligt, kan gødningen anvendes i lille mængde ved såning/lægning. Ud over at sikre en optimal næringsstofforsyning forventer Innovationscenter for Økologisk Landbrug, at det kan strække den begrænsede ressource, som struvit er i øjeblikket. Kun få anlæg udfælder i dag struvit fra spildevand.

- En mere optimal og målrettet anvendelse af fosfor fra struvit vil både reducere tabet til vandmiljøet og bidrage til at sikre fosforbehovet i økologisk planteavl, forklarer Sidsel Birkelund Schmidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Restprodukter kan være kilde til fosfor

Se også:

Restprodukter kan være kilde til fosfor

Fosfor er i underskud i Østdanmark

En yderligere fordel ved struvit er, at det er et granulat, der nemt og billigt lader sig transportere. Fosfor er ikke jævnt fordelt i landbrugsjord i Danmark. På øerne er der et årligt fosforunderskud, mens det modsatte er tilfældet i Vestdanmark på grund af det større husdyrhold der.

- Særligt økologiske planteavlere i Østdanmark vil derfor have god gavn af struvit som startgødning. Adgang til gødning som struvit kan derfor også gøre det muligt for flere at lægge om til økologisk drift, konstaterer Sidsel Birkelund Schmidt.

Hvis det viser sig, at tilsætning af en organisk syre er nødvendig for at opnå et flydende struvit-produkt, udestår en opgave med at afprøve midler, der er tilladt til gødningsformål i økologisk jordbrug. Økologer må anvende organiske syrer til for eksempel ensilering og hygiejneformål men ikke til gødning, som reglerne er skruet sammen nu.

- Så vi arbejder længere ned i substansen og undersøger, om ensilagesaft eller andre fermenterede produkter kan forsure og øge opløseligheden af Struvit tilstrækkeligt, forklarer Sidsel Birkelund Schmidt.

Struvit - fra spildevand til ressource er led i Innovationscenter for Økologisk Landbrugs indsats for at recirkulere flere restprodukters næringsstoffer til økologisk planteproduktion og afdække kvalitet, håndtering, gødningsværdi og sikkerhed for jord og miljø gennem forsøg.

Ny bladgødning udnytter næringsstoffer fra spildevand

Se også:

Ny bladgødning udnytter næringsstoffer fra spildevand