Lyt til artiklen:

15 procent flere unge vil være landmand

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Til skolestart i august mødte 15 procent flere nye elever op på grundforløbene sammenlignet med sidste år. Det er utrolig glædeligt, mener formand for landbrugsskolerne, Lars Møgelbjerg Andersen.

- Det tegner godt for den grønne omstilling, at fortsat flere unge har lyst til at arbejde med planter og dyr. Igen i år oplever vi på landbrugsuddannelsen øget tilgang med 100 flere elever, som starter på GF1, eller GF2 sammenlignet med sidste år, siger formanden for landbrugsskolerne i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Elevtallet svarer til 15 procent flere, så der er startet 747 nye elever på de 11 medlemsskoler i august i år. Og 35 procent af dem har valgt uddannelsen med eux.

- Dertil kommer de elever, der er i fuld gang med deres uddannelse og derfor er mødt ind på hovedforløb eller går i gang med en lederuddannelse som produktionsleder eller agrarøkonom. Tæller man dem med, er der i alt 1620 elever, og det er 13 procent flere end i 2022. Det sidste viser også, at man er i stand til at fastholde eleverne på uddannelsen, siger Lars Møgelbjerg Andersen.

Kostskolemiljø

I Danske Landbrugsskoler er formandskabet naturligvis godt tilfredse med udviklingen og tilskriver fokus på samarbejde og kvalitet en del af æren.

- De senere år har skolerne været optaget af at styrke kvaliteten af uddannelsen, samarbejde om rekruttering af nye målgrupper som studenter og udvikle undervisningsforløb, der har fokus på den grønne omstilling og skabe opmærksomhed om vores kostskolemiljø. Uddannelsesvalg er komplekst, så det er naturligvis vanskeligt at pege på en enkelt forklaring, men vi tror på det fortsatte samarbejde og er meget glade for at se, at de unge vælger os til, siger formand Lars Møgelbjerg Andersen.

Skolerne hviler dog ikke på laurbærrene, for landbrugserhvervet skriger på mere veluddannet arbejdskraft de kommende år, ligesom samfundets krav til klimatilpasninger og nye produktionsformer vil kræve endnu flere faglærte med en landbrugsuddannelse, skriver landbrugsskolerne i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor arbejder vi hver eneste dag med at udvikle undervisningen og skolerne, og i den forbindelse håber vi meget på at få vores ønske om et grønt videnscenter opfyldt på den kommende finanslov. Det vil medvirke til at samle viden og skabe øget synergi blandt de mange interessenter omkring landbruget, siger næstformand Bjarne Ebbesen.