Lyt til artiklen:

Nyt projekt vil fjerne fosfor fra lavbundsjorden

00:00
Hastighed: ???x
03:24

Ud af de 2,6 mio. hektar landbrugsjord, der er i Danmark, udgør kulstofrige lavbundsjorder kun en lille andel, nemlig syv procent, hvilket svarer til cirka 170.000 hektar.

Men selvom lavbundsjorden kun udgør en brøkdel af det dyrkede areal, så stod de kulstofrige lavbundsjorde, ifølge Klimarådet, for udledningen af svimlende 4,8 millioner ton CO2-ækvivalenter i 2018. Det svarer til lige godt halvdelen af den samlede udledning fra dyrkning af landbrugsjord i Danmark. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrelsen mener, at der af den årsag ligger der et stort potentiale for reduktion af landbrugets udledning af klimagasser ved igen at vådlægge lavbundsjorderne.

Løsningen er i princippet enkel, men flere forhindringer står i vejen for, at det rent faktisk kan ske i praksis.

Ikke al lavbundsjord kan vådlægges

En af udfordringerne ved vådlægning af lavbundsjord er, at jorden, siden den stod under vand, har været dyrket og gødet intensivt, hvilket mange steder har ført til ophobning af især plantenæringsstoffet fosfor.

Ophobningen af fosfor gør mange lavbundsjorde uegnede til vådlægning, da vådlægning vil medføre udledning af fosfor til vandløbene og fosforfølsomme søer. Det kan sætte skub i en negativ dominoeffekt med algeopblomstring og iltsvind i de danske vand- og kystmiljøer til følge.

Den udfordring håber GUDP-projektet FosLav at overkomme ved at introducere en filterløsning til opsamling af fosfor fra lavbundsjorderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er et stort areal, hvor et for højt forventet fosfortab er en hindring for vådlægning af arealerne. Det er en betydelig forhindring, og alt for mange vådlægningsprojekter er gået i stå på grund af det forventede tab, siger Goswin Heckrath, der er lektor ved Aarhus Universitet og projektleder for FosLav i pressemeddelelsen

Der er forskellige handlemuligheder til at reducere udledning af fosfor fra dyrkningsarealerne, og Landbrugsstyrelsen har allerede introduceret CAP-ordningen, der giver tilskud til forberedende indsatser til permanent udtagning og vådlægning.

118 millioner på vej til grøn omstilling af fødevareerhvervet

Se også:

118 millioner på vej til grøn omstilling af fødevareerhvervet

Det som FosLav forventer at kunne bidrage med, er filterløsninger der kan rense vandet for fosfor, før det når ud i vandløbene og væk fra jorden.

Her er en af de første udfordringer, at fosfor udledes og transporteres som både en opløst og partikelbundet fraktion. Det betyder, at der er behov for to filterløsninger, hvis FosLav effektivt skal kunne opsamle fosfor fra vandløbene.

- Vi tester lige nu forskellige designmodeller bestående af et partikelfilter og et reaktivt filter. Det reaktive filter er fyldt med fosforbindende materialer, der skal udskiftes eller oprenses, når de er blevet mættet af fosfor. Derfor er bindingskapaciteten et vigtigt kriterium ved siden af prisen og tilgængeligheden. I projektet tester vi i første omgang jernholdige materialer med høj bindingsevne og satser bl.a. på et nyudviklet produkt bestående af jernberiget moler, fortæller Goswin Heckrath.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FosLavs to filterløsninger skal konkret opsamle vand via grøfter, hvorefter det filtrerede vand kan ledes ud i vandløbene. Den opsamlede fosfor i filtreringssystemerne kan sidenhen recirkuleres og genanvendes som gødning.

En effektiv filterløsning vil potentielt medvirke til at åbne for vådlægning af et stort antal lavbundsarealer, der lige nu ikke kan realiseres.