92,5 millioner kroner.

Så meget er omsætningen for selskabet Gram og Nybøl Godser A/S endt på i det forgangne år. Det svarer til en stigning på 29,5 procent sammenlignet med året før. Overskuddet lyder på 6 mio. kr. før skat, hvilket er mere end 10 gange så meget som i 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sønderjyske Gram Slot, der blandt andet lever af økologisk landbrug, fødevareforædling og kulturformidling har opnået et positivt driftsresultat efter at have solgt ejerandele til discountkæden Rema 1000 og særligt på grund af kvægbesætningen.

- Kvægbrugets omsætning er steget markant på grund af gode driftsresultater og udvidelsen med 300 køer på Vedsted Cotel, lyder det ledelsen i beretningen, der også fortæller, at successen skyldes et samarbejde med en nærliggende maskinstation, fremfor at have egen maskiner.

Investeringer på vej

Salget af egne produkter i Rema 1000 landet over, går så godt, at de 25 produkter, der blandt andet tæller mælk, fløde og havregryn skal blive til flere typer produkter i år, og det kræver flere investeringer.

For 2018 forventes et positivt resultat baseret på selskabets ordinære hovedaktiviteter, fremgår det endvidere af beretningen.

Det hænger godt sammen med Svend Brodersens egne forventninger fra 2016 om at nå en omsætning på 100 mio. kr. inden for fem år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selskabet har nyligt købt tre kvægejendomme og Brøndumgaard, hvor der skal være kartoffelpakkeri og lager til en værdi af 65 mio. kr.

Godsejerparret, Sanne og Svend Brodersen, har på mange måder gjort det anderledes og holder blandt andet koncerter, spøgelsesjagt i hovedbygningen, loppemarkeder, veterantræf, koncerter og andre aktiviteter, der ikke har så meget med landbrug at gøre, men som skæpper godt i kassen. Aktiviteterne kræver plads, og det er der kommet med færdiggørelsen af den Holstenske lade, som betyder, at der nu kan være op til 800 personer i bygningen.

Antallet af besøgende gæster på Gram Slot blev ca. 120.000 i 2017.

Ikke alle aktiviteter er rentable og derfor droppes Havemesse og Jagtmesse i år.