På talerstolen i eftermiddagens program var blandt andet administrerende direktør i Arla, Peder Tuborgh, administrerende direktør i Danish Crown, Kjeld Johannesen, og administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby. Både Kjeld Johannesen og Peder Tuborgh udtrykte en vis optimisme for priserne, når vi nærmer os udgangen af 2016.

Selvejet er truet

Lasse Nyby, Spar Nord, kom i sit indlæg ind på, at der er brug for en højere egenkapital hos landmændene. Der er brug for, at landmændene selv henter en større del af finansieringen eksempelvis fra private investorer, så en mindre andel end i dag hentes hos banker og realkreditinstitutter. Til spørgsmålet fra salen om, hvor vidt selvejet er truet, så svarede administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja jeg mener, at selvejet er truet, når det kommer til de store bedrifter.

Han blev bakket op af advokat Rune Hyllested fra Storm Advokatfirma, der også sad i panelet.

- Jeg mener også, at selvejet er under angreb. Om det er en god eller dårlig ting, er et politisk spørgsmål. Landbruget kendetegnes ved høj risiko og lavt afkast, og derfor ser vi ikke så megen kapital udefra, lød det fra Rune Hyllested.

Øget råvaregrundlag

Et af de andre emner, som blev behandlet i debatten, var behovet for øget råvaregrundlag. Blandt andet Peder Tuborgh, Arla, kom ind på emnet.

- Jeg mener, det er dybt naivt at tro på, at vi bare skal drysse lidt innovation hen over det råvaregrundlag, vi har i dag. Råvaregrundlaget er nødt til at stige, lød det fra Tuborgh, der kunne fortælle, at Arla forventer en stigning på 500 millioner kilo mælk i 2015 - set i lyset af mælkekvoternes ophør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svineproducent Lars Tolstrup spurgte ind til, hvordan Danish Crown ser på behovet for øget råvaregrundlag.

- Vi har oplevet et fald på tre procent om året gennem ti år, men for første gang oplever vi en uændret tilførsel, så vi tror på en stabilisering af råvaregrundlaget. Vi så gerne en stigning, lød det fra Kjeld Johannesen, der samtidig fortalte, at de ser en vis interesse for at investere i nye slagtesvinestalde.