På Dyrskuet i Hobro den 30. juli præsenterede Nicolaisen & Larsen Landpower en ny Landpower-forhandler, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye forhandler er Agrotek A/S i Hobro, som dermed kan føje et betydeligt nyt område til sin portefølje af maskiner. Agroteks salgsområde bliver det sydlige Himmerland, Randers-området samt Djursland.

Agrotek er i forvejen Valtra-forhandler og har også flere forskellige redskabsmærker såsom Pöttinger og Hardi under sine vinger. Virksomhed importerer og sælger desuden udstyr til skovdrift fra Mowi.

- Samarbejdet med Agrotek A/S er kommet i stand af flere grunde. Agrotek har stor erfaring med salg og service af landbrugsmaskiner, og ejerkredsen består af yngre mennesker, som gerne vil udvikle deres forretning. Ligeledes var beliggenheden i Hobro medvirkende til, at Agrotek A/S nu er Landpower-forhandler. Firmaet ligger rigtig godt i forhold til det område, de skal dække, siger Torben Nielsen fra Nicolaisen & Larsen Landpower.

Landsdækkende

Han oplyser, at den nye forhandlingsaftale er et led i Nicolaisen & Larsen Landpowers bestræbelser på at etablere et landsdækkende forhandlernet af JCB's landbrugsprogram.

Et program, der blandt andet består af Fastrac traktorer, Agri teleskoplæssere samt Agri gummihjulslæssere. Disse og andre landbrugsmaskiner skal i fremtiden sælges og serviceres af maskinforhandlerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld skal JCB-maskiner til entreprenørbranchen uændret sælges og serviceres fra Nicolaisen & Larsens afdelinger i Ulfborg, Vissenbjerg og Benløse.

Torben Nielsen fra Nicolaisen & Larsen Landpower forventer at kunne præsentere flere Landpower-forhandlere i løbet af året.