Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, siger i en kommentar til en kampagne fra Dyrenes Beskyttelse, at hvis dansk svineproduktion blev omlagt til økologi i morgen, ville der hver dag være over 40.000 døde eller dødfødte smågrise.

Foreningen har sat en tæller på sin hjemmeside med en løbende optælling af, hvor mange smågrise, der løbende dør i dansk svineproduktion siden den 1. januar 2011.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dyrenes Beskyttelse fremhæver gang på gang økologisk svineproduktion som løsningen på ethvert problem med dyrevelfærd, men i virkeligheden ville det på nogle punkter kun gøre problemerne større, siger Henrik Mortensen.

Dermed mere end antyder han, at Dyrenes beskyttelse er dobbeltmoralske, når foreningen angriber, at der ifølge statistikken dør 25.000 smågrise hver dag i den konventionelle produktion, mens der ville dø endnu flere, hvis man vælger det alternativ, som foreningen peger på.

- De 25.000 døde grise er selvfølgelig mange. Det er også for mange, men det er altså væsentligt færre end, hvis grisene skulle produceres økologisk. Halvdelen af de 25.000 grise er dødfødte og ved som sådan ikke, hvad de går glip af. Dødeligheden hos de levendefødte er væsentligt lavere end hos andre pattedyr, det være sig eksempelvis kattekillinger og hundehvalpe. Forskellen på folk med kæledyr og os er, at vi registrerer tallene og lægger dem åbent frem. Vi laver også planer for, hvordan vi skal reducere dødeligheden. Både fordi vi synes, at det er en skam, at de små grise dør, men også fordi det er bad business, siger Henrik Mortensen.

Han understreger, at Danske Svineproducenter intet har imod økologisk svineproduktion.

- Vi glæder os, hvis der er nogen, som kan tjene penge på det, men Dyrenes Beskyttelses fremstilling af den konventionelle svineproduktion fordrer en nuancering af problemstillingen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Mortensens tal for dødelæigheden i økologisk svineproduktion har han beregnet ud fra resultaterne på den økologiske svineproduktion Risbjerggaard samt produktionsresultaterne, som danner baggrund for den beregnede notering for økologiske smågrise.