I dag har Danmark ingen reel mulighed for at sige nej til den genmodificerede kartoffel Amflora. Det erkendte miljøminister Karen Ellemann på dagens europaudvalgsmøde i Folketinget.


Hun blev bakket op at Pia Adelsteen (DF): 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan godt forstå, at ministeren ikke bare hopper ud i en tabersag. I henhold til det gældende direktiv har man ret til dyrkning i alle medlemslande. Jeg synes, at det er fint, at der er ballade om sagen, men rent juridisk er den dømt til at blive tabt.

Oppositionen presser på


Med udtalelsen fra Dansk Folkeparti er den aktuelle sag på miljøministerens bord om den varme kartoffel kølet af.

Oppositionen presser ellers på for at Danmark skal gå ind i sagen om den omstridte Amflora-kartoffel. Efter det nye forslag ville den nemlig ikke kunne forbydes i Danmark, selv om der er anvendt en antibiotikamarkør i gensplejsningen.

Østrig har forbudt dyrkning med henvisning til miljø og sundhed, og en række lande står nu bag en fælles retssag ved EU-domstolen med krav om, at godkendelsen trækkes tilbage. Danmark er imod dyrkning af kartoflen og stemte imod i EU.

Selvbestemmelse på vej


Kommissionen lægger op til at ændre EU-lovgivningen, så de enkelte lande selv kan bestemme, om de vil forbyde, begrænse eller hindre dyrkning af GM-planter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der lægges op til, at medlemslandene ikke må bruge argumenter om risici for miljø eller sundheden for dyr og mennesker som begrundelse for at afvise dyrkning af GMO. Disse begrundelser er der taget højde for i EU’s generelle godkendelsesprocedure, som derved ville blive undermineret. 

Ifølge forslaget må et eventuelt forbud heller ikke begrundes med hensynet til at forhindre utilsigtet tilstedeværelse af GMO i andre produkter, idet EU’s regler i forvejen giver mulighed for at løse sådanne problemer gennem sameksistensregler.

Mulighed for at sige nej til GMO

Regeringen skal have forhandlingsmandat til december, og europaudvalgsmødet fredag skærpede holdningen hos partierne uden om regeringen.

- Vi ønsker alle, at vi får en reel mulighed for at sige nej. Det er afsindigt vigtigt, at ministeren arbejder på det. Samtidig er det vigtigt, at vi får en helt klar afklaring af, hvilke argumenter vi kan bruge. Eksperter er jo mange ting. Nogle siger, at antibiotikamarkører er farlige, andre siger, at de ikke er. I DF hylder vi forsigtighedsprincippet, når det drejer sig om GMO, siger Pia Adelsteen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøminister Karen Ellemann oplyste, at eksperter fra hverken Danmarks Miljøundersøgelser, Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet eller Plantedirektoratet ifølge Miljøstyrelsen har kunnet finde nogen miljø- og sundhedsmæssige risici i forbindelse med gennemgang af de sidste to års 21 ansøgninger om dyrkning af GMO. 

- Det er vi nødt til at forholde os til. Men det ændrer ikke på, at vi skal have en reel ret til at forbyde det, siger ministeren.

Hensyn til befolkningens ønske

Flemming Møller (V) er enig i, at muligheden for at sige nej skal være reel. Til gengæld mener han ikke, at spørgsmål om miljø og sundhed er et lokalt spørgsmål.

- Hvis der er et problem med miljø og sundhed i Danmark, så er det også tilfældet i alle andre lande. Miljø og sundhed det er nu engang ekspertviden. Det er videnskab. Anderledes er det med frygten for miljø og sundhed. Det er en helt anden historie, og det skal man også tage hensyn til, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oppositionen er inde på, at der er en modstand mod GMO i befolkningen. Karen Ellemann hæfter sig ved, at dette måske kan være et brugbart argument til at kunne sige ja eller nej.

- I WTO’s regelsæt er der en undtagelsesbestemmelse, der fastslår, at man godt kan vurdere sager i forhold til beskyttelse af den offentlige moral. Jeg tror på, at vi der kan finde en reel mulighed uden om diskussionen om miljø og sundhed, siger Karen Ellemann.