Fra 1. februar 2017 ændrer NaturErhvervstyrelsen sine interne kontrolprocedurer og indfører et system for indberetning af overtrædelser af KO-krav i forbindelse med økologikontrollen, da der er sammenfald mellem økologi- og KO-reglerne på nogle områder. Indberetningen er et EU-krav. Hvis man som økologisk landmand overtræder KO-kravene, kan det betyde, at landbrugsstøtten bliver nedsat. Det skriver NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelse.

Den nye praksis bekymrer hos Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er meget vigtigt for os, at den nye procedure ikke fører til, at økologer bliver straffet unødigt for, at de faktisk har påtaget sig at efterleve nogle ekstra krav.

Kirsten Lund Jensen, økologischef hos Landbrug & Fødevarer

- Det er meget vigtigt for os, at den nye procedure ikke fører til, at økologer bliver straffet unødigt for, at de faktisk har påtaget sig at efterleve nogle ekstra krav. Derfor vil vi også holde nøje øje med, hvordan det her kommer til at virke i praksis, så vi er sikre på, at det kun er i de tilfælde, hvor der reelt er et sammenfald mellem krav i økologireglerne og krav i forhold til Krydsoverensstemmelse, at der overhovedet kan blive tale om, at sagen udløser et træk i støtten, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef hos Landbrug & Fødevarer.

Opsyn med kontrol

NaturErhvervstyrelsen udfører både økologikontrol og KO-kontrollen i Danmark. EU-reglerne om KO pålægger NaturErhvervstyrelsen at indberette overtrædelser af de økologiregler, der svarer til KO-kravene, til styrelsens KO-administration. Det er en mindre del af økologireglerne, hvor der er sammenfald med KO-reglerne. Og generelt er økologireglerne mere restriktive end KO-reglerne. Derfor vil en økologiovertrædelse inden for et område, der er KO-belagt, ikke automatisk medføre en KO-indberetning. Formålet med indberetningen er, at de økologiovertrædelser, der samtidig er overtrædelser af EU's KO-krav, indgår i den samlede vurdering af bedriftens overholdelse af EU-bestemte krav.

Dette betyder, at hvis man fremover som økolog overtræder økologireglerne, kan det i visse tilfælde også føre til en KO-sanktion, som bedømmes på lige fod med andre overtrædelser af KO-kravene.

De nye regler og brugen af dem, vil blive fulgt tæt af Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil følge den nye praksis meget tæt for at sikre os, at der ikke opstår en regulering, der går længere end dét, der gælder for andre landmænd i EU. Endelig er det vigtigt for os at holde fast i, at der kun er tale om en lille del af de samlede KO-krav, som kan være relevante i forbindelse med økologikontrolbesøg. siger Kirsten Lund Jensen.

Indberetningspligten følger EU's regler om krydsoverensstemmelse. NaturErhvervstyrelsen indfører indberetningsproceduren fra 1. februar 2017.