Formand for LandboSyd, Mogens Dall, har hejst flaget hjemme i Bovrup mellem Aabenraa og Sønderborg ved nyheden om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt farvel til fødevareminister Mette Gjerskov (S).

Mogens Dall vil med flaghejsningen samtidig sige velkommen til den nye fødevareminister, Karen Hækkerup med håb om at godt samarbejde om nogle løse nogle af de mange politiske knuder, som forhindrer landbruget i at skabe yderligere arbejdspladser og vækst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi glæder os til samarbejde med makkerparret Hækkerup & Auken. Jeg tror på, at de har respekt for vores erhverv og vil søge løsninger fore for konflikter, siger Mogens Dall i en pressemeddelelse.

- Der opstod aldrig et godt og tillidsfuldt forhold mellem landbruget og Mette Gjerskov. Vi i Sønderjylland tog konsekvensen sidste år på denne tid, da vi aflyste et berammet møde med ministeren. Vi havde mistet tilliden til, at det førte til noget positivt, siger Mogens Dall.

Han har mange gange siden i læserbreve og artikler givet udtryk for, at Mette Gjerskov skulle ud af regeringen, og han har efterlyst en ny minister, som kan trække i arbejdstøjet  og søge løsninger med friske og åbne øjne.

- Vi har i LandboSyd haft et samarbejde med fagbevægelsen i et forsøg på at komme videre. Vi har haft flere møder med NNF og formand Ole Wehlast samt regionsformand Peder Pedersen i forsøget på at råbe Danmark op. Hvis vi kan få rammevilkår som syd for grænsen kan vi skabe vækst og danne grundlaget for masser af nye arbejdspladser i  fødevareindustrien. Vi har oplevet masser af lydhørhed – bare ikke fra ministeren, siger Mogens Dall.

Han mener, at den første opgave for ministeren bliver at få styr på randzoneloven. Den er gået i knuder i en sådan grad, at landmænd over hele landet er rådvilde:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ødelæggende for retsbevidstheden. Sådan kan en regering ikke behandle et erhverv, som står for en milliard-eksport af kvalitetsfødevarer efterspurgt over hele kloden. Lads os få en politik, der bygger på faglighed og respekt, siger Mogens Dall.