En mand er fanget i en kornsilo på et landbrug ved Tølløse. Han faldt i kornsiloen og nu arbejder 25 mand på at tømme siloen og få reddet manden ud. Oplysningerne kommer fra vagthavende chef Lasse E. Hansen fra Vestsjællands Brandvæsen til Ritzau

- Vi har 25 mand på opgaven med at tømme siloen. Det drejer sig om flere hundrede ton korn, siger Lasse E. Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Klokken 11.40 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om ulykken.

- Vi har ikke fundet ham endnu. Vi flytter kornet kilo for kilo, sagde vagthavende ved 14-tiden, ifølge Landbrugsavisen.

- Vi ved ikke, hvad der er sket. Anmeldelsen går på, at en mand stod på siloen, og et øjeblik efter var han forsvundet, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Landbrugsavisen.

På twitter skriver Midt- og Vestsjællands Politi, "Mand i silo. Vi har ikke nærmere oplysninger om ulykken i øjeblikket. Vi melder ud, når vi har nærmere".