DSE Test Solutions er en mindre videnbaseret virksomhed beliggende i Horsens. Virksomheden har 26 ansatte, og udvikler og producerer test- og måleudstyr til forskellige brancher.

Siden 1999 har virksomheden solgt fugtmålere til halmkraftværker i Europa og USA, samt til Dongs værker i Danmark, hvor halm bliver brændt til energiformål. Her bliver fugtmålerne fra DSE brugt til at måle fugtniveauet i halmballer, der kommer fra halmleverandørerne, som bliver afregnet for tørstofindhold - altså brændeværdien i halmen. Ifølge virksomhedens medindehaver og direktør, Peder Lomborg, er DSE's mikrobølgeteknologi er i dag den foretrukne teknologi i branchen, blandt andet på grund af teknologiens nøjagtighed og effektivitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er verdens ledende leverandør til dette segment, siger Peder Lomborg.

Tilfældigt møde

Ideen til udvikling af en fugtmåler til montering på ballepressere kom fra en lokal maskinstationsejer og halmentreprenør, Anders Hansen, i 2010. Anders Hansen har drevet maskinstation siden 1998, og har i årenes løb afprøvet flere forskellige systemer til fugtmåling på sine ballepresser, uden at kunne finde et system, der var så stabilt og nøjagtigt som krævet.

Det var et tilfældigt møde mellem DSE's bestyrelsesformand, Leif Petersen, og Anders Hansen, som satte tingene i gang. Snakken faldt på halmhåndtering, og Anders udtrykte sit ønske om et mere pålideligt instrument til at måle fugt i halm under presning. Udviklingsprocessen gik i gang, og i 2013 kunne DSE Test Solutions lancere DSE4200 - en fugtmåler til ballepressere.

Måleprincippet

Peder Lomborg forklarer, at DSE4200 er et avanceret måleinstrument, men som er enkelt at installere og betjene. Fugtmåleren er baseret på samme præcise mikrobølgeteknologi, der bliver brugt til de industrielle anlæg på værkerne og giver derfor nogle meget nøjagtige og pålidelige målinger.

Målerne består af en sender og en modtager, der monteres bagest på eller i pressekanalen, parallelt over for hinanden. Sensorerne behøver ikke at være i kontakt med ballen/materialet, og der kan være op til 5-10 centimeters afstand mellem ballen og sensorerne. Hver gang en måling bliver udløst sendes der en mikrobølgesignal igennem hele ballen fra sender til modtagerenhed. Mikrobølgerne får vandmolekylerne i halmen til at oscillere og der sker en dæmpning af signalet, som kan omregnes til fugtprocent via software fra DSE Test Solution. Jo mere vand, jo større dæmpning og dermed højre fugtprocent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Måling for hvert lag

Der bliver lavet en måling for hvert presseslag, så hele ballen bliver scannet igennem som den kommer ud. Hver måling omfatter et måleområde på op til 13.000 kubikcentimeter, afhængigt af ballebredden. Det giver nogle meget repræsentative data, forklarer Peder Lomborg.

Målingerne kan aflæses på et display, som medfølger i sættet, og der vises både de aktuelle målinger, samt et gennemsnit af samtlige målinger. Gennemsnitsværdien kan nulstilles i presseprocessen, hvilket giver landmanden mulighed for at danne sig et overblik over fugtniveauet på forskellige dele af marken og logge dem hver især.

- Det er især gavnligt for maskinstationer, der presser for forskellige kunder eller på marker med forskellig højde, forklarer direktør Peder Lomborg.

En indbygget alarmfunktion i displayet kan sættes til, så det er nemt at observere hvis den valgte maximale fugtgrænse overskrides. Alle måledata kan gemmes på medfølgende USB pind og bruges som dokumentation.