Randzoneloven har hele tiden været en besynderlig opfindelse, men den konkrete udformning af loven og ikke mindst den konkrete udmøntning har været en demokratisk skændsel.

Særlig springer det i øjnene, at daværende fødevareminsiter Mette Gjerskovs (S) gentagne gange løj om støttemulighederne. Hun tog ikke saglige og juridiske indvendinger alvorligt, og udtrykte sig nærmest hånligt om kritikerne af loven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tiden viste dog, at hun var langt ude i sine kontante løfter om støtte og kompensation, som var ulovligt strikket sammen fra første færd.

Men det er også en demokratisk skændsel, at hverken Mette Gjerskov eller hendes efterfølger eller andre regeringskolleger - herunder statsministeren - har bremset dette juridiske galehus i at udvikle sig, så almindelige landmænd som Povl Blak Bojer og hans søn nu har været i retten for at forklare og forsvare sig over for en dommer.

Mens vi venter på domsafsigelsen den 11. maj, kan vi undre os over, at hele det politiske system og det tilhørende embedsapparat har fået lov at kværne løs, uden at nogen i dette system har sagt højlydt fra over for det ulovlige randzone-overgreb.

Man fristes til at anklage systemets embedsmænd for at lide af en farlig tilbøjelighed til blot at parere ordre. Embedsmænd er faktisk forpligtede til at sige fra, når deres opgaver bliver ulovlige. Det er jeg bange for, at mange af dem glemmer i deres daglige loyalitet over for deres chefer - både de administrative og de politiske.

Hvis embedsmænd ikke forstår at forholde sig kritisk til ulovligheder, har vi et embedsapparat, som også kan bruges til langt alvorligere ting end at gennemtvinge en ulovlig randzonelov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når embedsmænd er villige til at medvirke til ulovligheder i misforstået loyalitet over for deres overordnede, står vi over for embedsmænd, der i virkeligheden er så pligtopfyldende - over for deres overordnede - at de bliver i stand til stort set hvad som helst med henvisning til, at de bare udfører deres arbejde. Det er blevet kaldt ondskabens banalitet, fordi det er udtryk for, at den slags embedsmænd kan handle ondt, men ikke nødvendigvis er onde. De passer blot en karriere - de er pligtopfyldende bureaukrater.

Det er ikke sikkert, at denne forklaring fuldt ud giver svaret på, hvorfor randzoneskandalen har fået lov at udvikle sig, uden at embedsmænd har sagt fra undervejs. Men det er utvivlsomt en vigtig brik til forståelsen.