Den udvikling skal H.K.H. Kronprinsesse Mary være med til at udbygge på et to dages eksportfremstød til landet mod nord.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary besøger torsdag og fredag i denne uge Finland sammen med en større dansk erhvervsdelegation, hvor også Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Karen Hækkerup, deltager sammen med 11 virksomheder fra den danske fødevareklynge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Besøget, der er et kombineret erhvervs- og kulturfremstød, gennemføres som en del af de aktiviteter, der markerer, at de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Finland i år kan fejre 100 år.

Samtidig har besøget til formål at styrke det kommercielle samarbejde mellem de to lande og har fokus på det nordiske køkken, den maritime industri og såkaldte 'urban solutions'. Det første halvår af 2018 er eksporten fra fødevareklyngen til Finland steget med lidt over 63 mio. kroner i forhold til samme periode sidste år. Finland repræsenterer hermed det 13. største eksportmarked for den danske fødevareklynge, og finnerne købte sidste år lidt over tre milliarder kroner varer fra den danske fødevareklynge.

Fokus på danske råvarer

Den nordiske gastronomi bliver præsenteret ved et arrangement, hvor danske fødevarer indgår i en finsk sammenhæng. Her skal H.K.H. Kronprinsesse Mary blandt andet se den finske mesterkok, Tomi Björck, kokkerere med danske råvarer. Stjernekokken bor til daglig i Sydney, hvor han driver restauranten 'Blanca' på Bondi Beach. Derudover ejer Tomi Björck fire restauranter i Helsinki og en i Sverige.

- På den gastronomiske scene har Danmark og resten af de nordiske lande lige nu en position, hvor vi er i stand til at tiltrække turister på baggrund af vores høje niveau. Derfor glæder jeg mig til at opleve Tomi Björck trylle i køkkenet, hvor han benytter nogle af de bedste, danske råvarer, siger Karen Hækkerup og fortsætter:

- Finnerne efterspørger i højere og højere grad danske råvarer. Det gør de, fordi de er produceret med høj fødevaresikkerhed, og fordi de har en god spisekvalitet. Derfor er jeg ekstra stolt af at repræsentere Danmark og de gode råvarer, vi har at byde på i den her sammenhæng.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med på eksportfremstødet er 11 danske virksomheder fra den danske Fødevareklynge ? herunder Danish Crown, der gennem flere år har haft en rigtig god relation til Finland og finske detailkæder som SOK (det finske Coop, red.):

- Vi satser på at kunne 'vise flaget' for både dansk grise- og oksekød i Finland under fremstødet og på at møde andre indkøbere fra både detail- og foodservice-sektoren (dvs. restauranter, cafeer og storkøkkener, red.). Især sidstnævnte er et nyt område for os på det finske marked, men vi regner med, at fremstødet kan hjælpe til med at få sat lidt skub i sagerne, siger Søren Busk Andersen, der er direktør for Pork Export Nordic hos Danish Crown.

Første del af besøget finder sted i Finlands hovedstad Helsinki, mens anden del af besøget finder sted i byen Turku på den finske vestkyst, der er højborg for den maritime industri. Her vil der blandt andet være besøg ved Meyer Turku værft, hvor nogle af verdens største krydstogtsskibe bliver produceret.