Mange selvkørende gyllevogne og enkelte traktorer har mulighed for at kører i dogwalk - det samme kan Valtras knækstyret NX nu også efter Thorsen-Teknik har udviklet både hardware og software til formålet:

- Vi har med ny hardware og software udviklet en løsning, så det kan lade sig gøre, konstaterer Torben Thorsen, indehaver af Thorsen-Teknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det unikke er, at traktoren er knækstyret og har drejelige forhjul, hvilket gjorde det meget kompliceret at få RTK-autostyring til at virke korrekt.

- Men nu har vi en rigtig god løsning, som vi kan tilbyde alle kunder til vores Valtra NX-serie og andre tilsvarende maskiner, siger Ole Schultz, servicechef hos Valtra Danmark.

Hos landmand Anders Aamand Andersen i Gesten er der stor tilfredshed med, at bedriftens Valtra NX 163D med frontlæsser nu har en velfungerende RTK-autostyring.

- Det giver besparelser og letter arbejdet, fastslår Kenneth Hansen, traktorfører på gården.

Kører RTK-autostyring i dogwalk

Det specielle ved knækstyrede maskiner med drejelige forhjul er, at de kan køre det, man kalder dogwalk. Det vil sige, at forhjul og baghjul kører parallelt, men i hver sit spor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med den nye løsning fra Thorsen-Teknik er det muligt både at køre dogwalk og RTK-autostyring samtidig.

- Forhjulene kan skifte fra side til side i forhold til baghjulene samtidig med, at man kører i en lige eller buet linje med en præcision på 2,5 centimeter, fortæller Michael Mortensen, produktspecialist hos Thorsen-Teknik

Det er ham, der har udviklet den nye løsning.

Traktor kan bruges til det hele

- Det vil sige, at vi kan bruge vores traktor til både præcist markarbejde og alle mulige andre opgaver, siger Kenneth Hansen.

Før det nye system blev introduceret, var det ikke en mulighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har nu en traktor, der er perfekt til at køre med frontlæsser og den passer nu også til at udføre markarbejde med alle mulige redskaber.

- Udover at kunne køre meget præcist med RTK-autostyring har den en meget lille venderadius på kun 4,4 meter, påpeger Anders Aamand Andersen.

Valtra NX-serien har tre modeller med knækstyring og drejelige forhjul. De hedder NX 123, NX 143 og NX 163, der har maksimale motorydelser fra 143 til 171 hestekræfter.