Den amerikanske koncern Apple bygger datacenter i Viborg. Det glæder adm. direktør i Agro Business Park, Lars Visbech Sørensen:

- Den ekspertise, som datacentret vil tiltrække, er guld værd for de øvrige aktiviteter i forskerparken. IT er jo en afgørende driver for innovation inden for jordbrugs- og fødevareerhvervet, som er storforbrugere af data, og der er derfor store muligheder i at udnytte den nye dataekspertise hos naboen til at skabe forretningsudvikling og nye virksomheder - fx planlægger vi via projektet Future Cropping at anlægge en præcisionsplatform til store jordbrugsmaskiner, hvor vi skal indsamle og bearbejde store mængder data.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et andet område, hvor der er store muligheder for samarbejde, er omkring bæredygtig energi.

Apple ønsker nemlig at drive datacentret udelukkende via vedvarende energi, og det er bl.a. planen, at centret skal forsyne nærområdet med overskudsvarme.

Foulum

Med placeringen i Foulum havner Apple i Danmarks centrum for den biobaserede økonomi, hvor både Aarhus Universitet og Agro Business Park gennem forskning, projekter og klyngeinitiativer har stor fokus på vedvarende energi.

- I Agro Business Park har vi gennem mange år især arbejdet på at udnytte biomasser til bæredygtig energi, fx via Biocluster.dk og Innovationsnetværket for Biomasse. Begge er placeret i Agro Business Park og tæller bl.a. vidensinstitutioner som Aarhus Universitet og flere end 750 virksomhedsrepræsentanter som medlemmer. Vi håber at kunne samarbejde med Apple om at udnytte de grønne teknologier, slutter Knud Tybirk, biomassechef i Agro Business Park.