Lyt til artiklen:

Efterspørgsel på kalv hæver prisen med 25 øre

00:00
Hastighed: ???x
02:29

Der er fortsat en stabil efterspørgsel til særdeles fornuftige priser på det europæiske marked for okse- og kalvekød, mens det danske hjemmemarked - trods fortsat fornuftig efterspørgsel - er gået ind i julefrokostsæsonen, hvor gris ofte trækker det længste strå på tallerken, skriver Danish Crown Beef i sin markedsberetning for næste uge.

- Det ser rigtig godt ud på eksportmarkederne, hvor vi blot skal sørge for at holde gryden i kog. I det sydlige Europa lægger både Spanien, Italien, Grækenland og Portugal solide ordrer på alt fra varme ben og de dyre udskæringer til culotter og tykstege - og til stabile priser og mængder. Herhjemme oplever vi som ventet et mere stille marked end de foregående måneder. Vi ved dog, at efterspørgslen på især de dyre udskæringer af kalv kommer tilbage "på mode" lige efter jul, hvorfor vi som tidligere meldt ud hæver noteringen på Dansk Kalv i ugerne 47-50, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dog ingen garanti for, at opsvinget i markedet varer ved på den anden side af nytår trods kontinuerligt stigende noteringspriser både herhjemme og på tværs af Europa. Flere steder i Europa er kunderne i foodservicebranchen begyndt at udtrykke bekymring for, om de ellers lempede COVID-19 restriktioner kan gøre comeback.

- Det er ikke længe siden, lempede corona-restriktioner betød en opblomstring af den svensk-norske grænsehandel, men der kan komme en afmatning igen. Norge har netop indført nye restriktioner og vaccinepas, mens nogle sydeuropæiske restauratører har en fod på bremsen, idet man frygter, at nogle regioner genindfører restriktioner på blandt andet udespisning, siger han.

- Det er dog vigtigt at understrege, at den afmatning, som måske/måske ikke kommer handler om corona og ikke er et spørgsmål om, at handlen flyttes til andre leverandører. Vi er heldigvis godt rustede, idet vi kontinuerligt sørger for at undgå for store lagerbeholdninger, hvilket gør os fleksible ift. skiftende markedsstrømninger, lyder det fra Henning Sønnichsen.

Behov for ekstra dyr

Det snarlige behov for ekstra slagtedyr til jule- og nytårshandlen betyder, at Danish Crown Beef som annonceret øger noteringen for Dansk Kalv med yderligere +25 øre pr. kg i den kommende uge. De gunstige afsætningsmuligheder til især eksportmarkederne betyder dog samtidig, at Danish Crown Beef i den kommende uge hæver alle andre kategorier med +80 øre pr. kg.