Det er de lave afregningspriser på mælk og svinekød, der nu får Vestjysk Bank til at forvente endnu større tab på landbruget i regnskabet for 2014 end tidligere forventet. Således regner banken nu med et minus på 400-450 millioner kroner bare på landbruget og sammenlagt 650-700 millioner kroner i det regnskab, som offentliggøres om en god måned. Landbrugssektoren tegner sig dermed for omkring 60 procent af de samlede nedskrivninger i Vestjysk Bank.

Finanstilsynet bad i december de danske banker om at tage højde for den aktuelle handelskrig mellem EU og Rusland i deres regnskaber, og den henvendelse har også haft indvirkning på nedskrivningen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Med baggrund i de likviditetsmæssige udfordringer, som det nuværende lave prisniveau vil skabe for bankens landbrugskunder, forventes der også i 2015 at være betydelige nedskrivninger på landbrugseksponeringer, skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

Den store nedskrivning på landbruget sender samtidig forventningerne til årets resultat i rødt. Vestjysk Bank regner nu med et underskud på 150-200 millioner kroner i 2014.

Nedskrivningen på landbrugsengagementerne kommer dagen efter, banken fortalte, at den var begyndt at eftergive gæld hos enkelte landmænd.