Gårdejer Mikkel Hansen, Ribe, er i dag taknemmelig over, at han sammen med købet af en ny Massey Ferguson fik et sporingssystem monteret på traktoren. Ganske vist var formålet at minde ham om, hvornår traktoren skulle til service, men han er glad for, at det var et Vortex 2-system, han fik monteret, for det har vist sig meget effektivt, hvis traktoren bliver stjålet.

Søndag morgen kl. 04 opdagede han, at ladeporten på gården var brudt op. Han mente i første omgang, at det måtte være blæsten, der var årsagen, men han spærrede øjnene ekstra op, da han så, at hans næsten nye Massey Ferguson til 560.000 kr. var væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man mente dog ikke, at man bare stjæler en traktor, så han ringede rundt til medarbejderne for at høre, om én af dem havde kørt med traktoren. Den rundringning gjorde det klart for ham, at traktoren måtte være stjålet, så den næste opringning var til politiet.

Under forklaring af sagens sammenhæng siger betjenten tilfældigt, at Mikkel Hansen skulle have haft et GPS-sporingssystem monteret på traktoren.

Derved kommer Mikkel Hansen i tanke om, at sådan et system havde han jo fået monteret ved købet, for at både forhandleren og han selv fik en påmindelse, når traktoren skulle til service. At systemet skulle i brug i forbindelse med tyveri havde aldrig været i hans tanker.

Tyven stoppet i løbet af 45 minutter

 Næste opkald var derfor til SME Danmark Vortex Group, der har udviklet og produceret denne chip. I løbet af 30 sekunder blev traktoren registreret - på vej ad motorvejen A7 i Tyskland.

Herefter kontaktede SME Danmark tysk politi for at få stoppet tyveknægtene. Politiet i Tyskland fik for hver 10 sekunder en opdatering på, hvor traktoren befandt sig, og i løbet af 45 minutter var der stoppet en blokvogn med polske plader og en polsk chauffør bag rattet,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chaufføren påstod, at traktoren var købt i Danmark, men politiet anholdt manden, og traktoren blev kørt til den nærmeste politistation. Derefter fik Mikkel Hansen melding om, at traktoren var frigivet og kunne afhentes.

SME Danmark har i samarbejde med Mikkel Hansens forsikringsselskab organiseret hjemtransporten.

- Hvor er jeg glad for, at den sælger, der solgte mig traktoren, sagde, at det var for dumt at lade være med at installere sporingssystemet, når der er så meget tyveri for tiden. Ellers havde jeg ikke skænket det en tanke, men det gør jeg nu. Alle maskiner bliver nu chip’et, inden ugen er omme. For som sælgeren sagde, er det for dumt at tage chancen, når det er så lille en investering. Den giver meget tilbage den dag, der er brug for den. Det er mit eksempel et godt bevis på, siger Mikkel Hansen.