12 landbrugselever og en lærer fra Kjærgård Landbrugsskole var i april på studietur til Spøttrup Svineproduktion, der som demonstrationslandbrug er med i Topdanmarks koncept "Sikkert Landbrug", som har til formål at reducere risikoen for skader i landbruget.

Ejendommen er beliggende på Spøttrup Mark i Salling vest for Skive. Søren Bak Andersen ejer landbruget, der har 1.100 søer, sammen med sin far. Med hjælp fra fem ansatte driver de 300 hektar jord og producerer 33.000 slagtesvin, som sælges ved 30 kilo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Bak Andersen viste eleverne rundt og fortalte dem om de tiltag, der er lavet i samarbejde med Topdanmark og Falck for at højne sikkerheden.

Han forklarede, at man har placeret alle el-installationer i gangarealerne i stedet for i selve staldene for at undgå, at grisene straks bliver skadet, hvis der eksempelvis efter en kortslutning opstår en brand. Her er der ligeledes monteret røgalarmer, som sender SMS til en valgttelefon, når den registrerer røg.

Succes med vandsikring

Det forebyggelsestiltag, som indtil videre har haft den største effekt, er vandsikringen. Den lukker for vandet, hvis der pludselig forbruges mere vand, end der plejer.

Det kan forekomme, at en ventil går i stykker i en af staldene, og med vandsikringen nedsætter man risikoen for, at smågrise drukner.

Med vandsikringen bliver vandet automatisk standset, og Søren Bak Andersen vil få besked om dette på sin telefon. Tilsvarende får han besked, hvis for eksempel vandtilførslen til staldene bliver afbrudt, og dyrene derved risikerer at tørste ihjel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Viden forebygger

Svend-Anker Worm, agronom i Topdanmark, fortalte efter rundturen om Sikkert Landbrug og de forskellige muligheder for skadeforebyggelse og skadebegrænsning, som selskabet rådgiver om.

- Vi bruger vores og andres viden til at skabe værdi for vores kunder, fordi vi derved kan få færre skader og deraf færre gener for landmændene. Vi går i dialog med kunden for at finde den rette løsning. Meget handler om sund fornuft, siger Svend-Anker Worm.

En af eleverne spurgte, om arbejdsmiljø er et element i "Sikkert Landbrug". Det er det, forklarede Svend-Anker Worm.

I samarbejde med Falck kan Topdanmark tilbyde en arbejdspladsvurdering og udarbejdelse af en beredskabsplan, der er et nyttigt værktøj ved en alvorlig skadesituation som personskade, miljøuheld, brand og så videre.

Lille skade kan blive alvorlig

Svend-Anker Worm understregede, at skadeforebyggelse er fremtiden, fordi både kunderne og forsikringsselskaberne har en stor interesse i at forebygge skader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ofte er bedrifter ubemandede mange timer i døgnet. Hvis der går hul på et vandrør, kan selv en lille skade udvikle sig til at blive en alvorlig skade, såfremt det ikke opdages i tide. Vi ser også indimellem, at ventilationsanlæg i svinestalde svigter, og så dør grisene, hvis der ikke reageres på skaden, siger Svend-Anker Worm.

De hyppigste skader hos landbrugskunderne er el-skader, hvor eksempelvis ventilationsanlæg, foderanlæg eller styringstavler rammes af strømnedbrud.

Topdanmark har samlet en masse gode råd om forebyggelse og skadebegrænsning på hjemmesiden sikkert.topdanmark.dk