- Det gælder om at spare på omkostningerne og springe det fordyrende mellemled over.

Sådan lyder det fra formanden for regnskabsudvalget i Sønderjysk Landboforening, Jørn Ebbesen, forud for et formiddags-kornmøde i foreningen onsdag 8. august.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har selv handlet med naboer - med succes - og det handler typisk om korn, men det kan også være majs, halm eller andet.

- Nogle landmænd handler allerede med hinanden, men flere har spurgt, hvordan man gør. Det handler om, hvordan man sikrer sig omkring aftaler om blandt andet økonomien, men der skal også tages højde for for eksempel vand og skidt i kornet, så man kan bevare venskabet med sine kolleger, og derfor holder vi nu dette møde, fortsætter Jørn Ebbesen.

Der bliver blandt andet præsenteret en kontrakt, som foreningens regnskabsafdeling kan hjælpe med at udfylde, og Jørn Ebbesen forudser, at der allerede på mødet 8. august vil være nogle landmænd, der indgår handelsaftaler.