La Belle Inc. er en amerikansk virksomhed, der har produceret colostrum produkter til ernæring og personlig pleje siden 1984.

Colostrum er den mælk, som koen producerer de første døgn efter kælvning. Da en kalv ikke drikker al det colostrum, som koen producerer, og da det ikke er tilladt at bruge den overskydende colostrum i produktionen af mejeriprodukter, kan landmanden sælge den overskydende colostrum som råvare. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Colostrum indeholder mere end 250 komponenter alle med det formål fra naturens side at styrke mod sygdom. Nogle af disse komponenter har vist sig at kunne hjælpe mennesker med at modvirke sundhedstrusler, og colostrum omsættes af La Belle til forskellige produkter inden for helse, kosmetik, hudpleje, hygiejne, kosttilskud og ernæring, der sælges i over 50 lande.

Råvaren til La Belles produktion i Hirtshals køber selskabet direkte fra en række landmænd i Nordjylland, som La Belle selv tegner leverance-kontrakter med. 

La Belle oplyser, at det endnu er uvist præcist hvor mange jobs, produktionen i Hirtshals vil skabe, men at der til at begynde med vil være tale om et beskedent antal. Selskabet håber dog, at der kan blive behov for flere medarbejdere senere hen i takt med, at produktionen vokser. 

Siden mejeri-produktionen ophørte på det tidligere Hirtshals Mejeri i april 2011, har Arla efter behov benyttet bygningerne som lager for langtidsholdbare mælkepulver-produkter. Den netop indgåede produktionsaftale med La Belle gælder indtil videre i fem år.