Radrensning af afgrøder er en beskeden disciplin i det konventionelle landbrug. Men ifølge Yding Smedie fatter flere og flere landmænd interesse for denne form for ukrudtsbekæmpelse.

- Der er flere, der sprøjter deres majsmarker én gang og radrenser to gange, og der kommer flere til. Sammen med anden gang radrensning udsår de græs som efterafgrøde, hvilket er muligt, når der er påmonteret så-aggregat på radrenseren. Den blæser simpelthen græsfrøene ud i de riller, radrenseren laver, siger Leif Jensen, der er sælger hos Yding Smedie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det er ikke kun majs, der er velegnet til radrensning. Ud over roer har vi kunder, der radrenser raps. De sår raps med en rækkeafstand på 50 centimeter. Derved opnår de planter, der busker sig meget mere og dermed kompenserer for de færre planter.

- De pågældende sparer ukrudtssprøjtningen og radrenser i stedet en til to gange om efteråret og en gang i foråret, siger Leif Jensen.

Leif Jensen understreger, at det er to forskellige radrensningssystemer, der skal bruges i forskellige afgrøder.

- I majsen kører vi aggressivt i dybden, for her må man gerne kaste jord ind over rækkerne. Men i raps og roer kører vi i overfladen og skal arbejde mere nænsomt. Det er en anden type skær, vi bruger dertil, siger Leif Jensen.

Er ved at indhente marksprøjtens effektivitet

På Videncentret for Landbrug er landskonsulent Poul Henning Petersen enig i, at der er stigende interesse for radrensning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den nye teknologi med kamerastyring har vi fået mulighed for at køre hurtigere med radrenserne. Samtidig har vi fået maskiner på ni meters bredde, så med en hastighed på 10 til 12 kilometer i timen er radrensning pludselig blevet tidsmæssigt interessant, og radrenserne er ved at indhente noget af den effektivitet, marksprøjterne giver, siger Poul Henning Petersen.

Det er ifølge landskonsulenten især maskinstationer, der viser interesse for radrensning, fordi de har de arealer, der gør investering i radrenserne interessant.

- Majs er en oplagt afgrøde at radrense, og der er gode erfaringer med at starte med en god ukrudtsbehandling og så gøre det færdigt med radrensning. Blandt andet er gråbynke svær at bekæmpe med planteværnsmidler, hvorimod radrenseren virker godt mod denne ukrudtsplante.

- Vi har set gode erfaringer med radrensning af økologisk vårbyg, men jeg tror ikke, det er radrensning i korn, vi vil se i første omgang, hvorimod radrensning af roer er oplagt.

- Radrensning af raps så vi tidligere mere udbredt. Det skyldes de store vejrmæssige udfordringer. Her skal den første radrensning ske om efteråret, og det kan ofte volde problemer på grund af for meget regn og våde marker, siger landskonsulent Poul Henning Petersen.