De knækstyrede MF'ere er blevet en livsstil for Ib Aunsager, der mener, at han har Europas største samling af de røde knækkere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans maskinhuse bugner af gamle Massey Ferguson, og han har rejst langt for at finde modeller til sin samling, der blandt andet omfatter otte eksemplarer af 4000-serien med 14,8 liters V8-motorer fra Cummins.

- Topmodellen hed 4900, og den kendte vi slet ikke i her i Europa. Men så fandt jeg to i Canada, som blev købt hjem, for dem måtte jeg have, fortæller Ib Aunsager, der driver Farmerservice i Dokkedal ved Kattegats kyst.

Kampvognsmotor på 465 hestekræfter

Hans samling af 4000-modeller omfatter nu 4840 med 265 hestekræfter, 4880 med 325 hestekræfter og 4900 med 375 hestekræfter.

Desuden har han en særlig udgave med 465 hestekræfter, hvor motoren kommer fra en udfaset kampvogn med samme motortype som den i traktoren.

- Da hæren skrottede sine gamle kampvogne, blev reservedelene solgt på auktion i Hjørring, og der købte jeg syv motorer til mit reservedelslager, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde har han sørget for, at der i mange år fremover kan høres amerikansk V8-bulder på markerne i det østligste Himmerland, og det kan ifølge Ib Aunsager have en god effekt på sindet.

- V8'eren har en helt speciel motorgang, som virker beroligende, hvis man døjer med psyken, siger han med et glimt i øjet.

Helt rigtig vægtfordeling

Store traktorer har stor tiltrækningskraft, og det var da egentlig også en af datidens kæmper, en Ford Country 1454, der var drømmetraktoren i 70'erne for Ib Aunsager. Men da han tilfældigt fik øje på en Massey Ferguson 1200, var han solgt. Også selv om traktoren på det tidspunkt var 10 år gammel.

- Jeg kunne se, at den havde den helt rigtige vægtfordeling med 60 procent på forakslen og 40 procent på bagakslen, fortæller han.

Siden har han systematisk opkøbt de efterhånden sjældne modeller fra Massey Ferguson blandt andet også for at opbygge et solidt lager af stumper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ib Aunsager har 14 eksemplarer af model 1200, mens samlingen desuden tæller 10 styk af model 1250, hvoraf de otte er i drift.

Massey Ferguson 1200 har som standard 100 hestekræfter, men Ib Aunsager har sat effekten op til 150 kræfter ved at montere turbolader, men det er transmissionen ikke helt glad for.

- Massey Ferguson nøjedes med en gearkasse fra MF 35 til deres knækkere, så holdbarheden er ikke den bedste, tilføjer han.

Rente på over 20 procent

Man skal være glad for at skrue, når man kører i så gammelt materiel som Ib Aunsager gør. Og han har da også spekuleret på, om det på længere sigt kan betale sig at bruge så meget tid på reparation og vedligehold.

- Med den lave rente vi har i dag, er det måske dumt at blive ved med at reparere, men situationen kan hurtigt ændre sig. Det har vi jo set med finanskrisen. Og da jeg startede maskinstationen i 1984, lå vi med en rente på over 20 procent, lyder det fra Ib Aunsager, der kan glæde sig over, at hans maskinpark for længst er afskrevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder blandt andet, at når min søn Nuno en gang skal køre firmaet videre, kan han fortsætte uden at investere eller overtage gæld. Vi er gældfrie og det gælder også jord og bygninger.

Ud over adskillige maskinhuse, værksteder og lader råder firmaet også over 50 hektar jord, der dog er lejet ud.

Helikopter som byggesæt

At Ib Aunsager finder stor glæde ved at skrue er der mange beviser på. I en tidligere svinestald står en større samling af renoverede Mini'er, heriblandt en helt særlig udgave med fire døre. Ifølge Ib Aunsager var modellen tiltænkt taxi-markdeet, men der blev kun fremstillet ganske få af dem.

- Der blev vist bygget ti stykker af dem med fire døre, men jeg tror ikke, der er flere tilbage af dem, siger han og åbner døren til en opvarmet garage, hvor en topersoners helikopter er under opbygning.

Sammen med sin søn har Ib Aunsager købt et samlesæt hjem fra USA, og når byggesættet bliver færdigt og godkendt af luftfartsmyndighederne til foråret, kan de to fra oven nyde maskinstationens fine beliggenhed ved Kattegats kyst.