Danske mælkeproducenter skal svare en strafafgift, fordi de har overskredet mælkekvoten. Det skriver Ritzau.

Det gælder også mælkeproducenter i Holland, Østrig, Cypern og Luxembourg, oplyser EU's landbrugskommissær Dacian Ciolos.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv om det i 2008 blev vedtaget, at kvoteordningen skal udløbe i 2015, skal medlemsstaterne stadig overholde reglerne, siger landbrugskommissæren i en pressemeddelelse.

De fem EU-landes mælkeproducenter skal samlet betale tillægsafgifter på 55,57 millioner euro (cirka 417 millioner kroner).

De har ifølge egne indberetninger overskredet kvoterne med næsten 200.000 ton.

Landmænd gambler

Nogle mælkeproducenter gambler med mælkekvoten, siger Kjartan Poulsen, som er formand for Danske Mælkeproducenter.

- Hver mand beslutter, om han vil producere til kvoten eller tager chancen. Det kan være, at man ikke har købt kvote, fordi man ikke har budt højt nok. Hvis landekvoten ikke overskrides, kan man producere frit. Så det er en gambling, siger Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mælkeproducenterne har tjent lidt, fordi mælkeprisen er høj i forhold til strafafgiften, men gevinsten dækker ikke udgiften ved at lave mælken, fortæller han.

-Man kan spille på børsen, købe aktier og obligationer. Nogle gange går det godt, andre gange skidt, siger han.