I en pressemeddelelse fra Vegetarisk Forening sætter foreningen fokus på, at kostrådene bør anbefale en plantebaseret kost.

Et ny rapport fra Oxford University konkluderer nemlig, at verden skal leve stort set vegetarisk, hvis klimabelastningen fra fødevarer ikke skal løbe løbsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Berlingske bør danskerne fremover spise 90 procent mindre kød, samtidig med at forbruget af øvrige animalske produkter skal mindst halveres. Ifølge pressemeddelelsen fra Vegetarisk Forening er disse tiltag nødvendige for, at verden skal holde sig under en temperaturstigning på 2 grader.

- Det betyder, sagt med andre ord, at de danske kostråd skal ændres, så de fremover anbefaler en plantebaseret kost, fortæller Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening i pressemeddelelsen.

Rune-Christoffer Dragsdahl peger på, at en plantebaseret kost er defineret ved at være en kost, der tager udgangspunkt i planter, men som eventuelt kan suppleres med små mængder animalske fødevarer.

- Myndighederne i en række lande, for eksempel Canada og den flamske regering i Belgien, har på det seneste lanceret kostråd, som tager udgangspunkt i planter, og hvor det animalske er noget, der skal mindskes eller blot er et eventuelt supplement. Det er på høje tid, at Danmark gør det samme, siger Rune- Christoffer Dragsdahl.

Dansk Vegetarisk Forening efterlyser samtidig, at politikerne beder om en myndighedsberegning på de samfundsøkonomiske gevinster for Danmark, hvis kosten omlægges til at være grønnere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved fra en beregning fra de norske sundhedsmyndigheder, hvis vi omregner den til danske forhold, at hvis blot folk spiser efter kostrådenes anbefalinger i forhold til animalsk og vegetabilsk, så drejer det sig formentlig om 10 milliarder danske kroner om året alene i gevinster i sundhedsvæsenet og i øgede skatteindtægter på grund af mindre sygdom. Men vi har brug for at få lavet regnestykket specifikt efter danske forhold, oplyser Rune-Christoffer Dragsdahl i pressemeddelelsen.