Frisk luft og gode hytter giver gode tyrekalve.

Det mener Rasmus Alstrup, der årligt producerer 2.600 sortbrogede slagtekalve på sin bedrift ved Videbæk. - Typisk er kalve, der har gået ude og haft adgang til kalvehytter, stærkere og klarer sig bedre end kalve, der har gået inde, konstaterer Rasmus Alstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hver tredje uge modtager han fra en række forskellige leverandører 150 kalve. Heraf er en tredjedel udekalve. - Blandt dem er der færre tilfælde af luftvejsinfektioner og diarré, ligesom de heller ikke hoster, siger Rasmus Alstrup.

Han mener, at dyrene trives bedre i frisk luft.

-Udekalve kan opbygge et immunforsvar og ikke er udsat for den samme risiko for smittepres som kalve, der eksempelvis går i en lavloftet bindestald, som er omdannet til starterstald. Der forsvinder bakterierne ikke, påpeger Rasmus Alstrup.

Derfor opfordrer han leverandører af tyrekalve til hurtigst muligt efter kælvningen at få sendt kalvene udenfor i kalvehytter med plads til fem-seks dyr.

- De må gerne komme ud af stalden på dag et eller to. Jeg ved godt, at nogle mælkeproducenter med indekalve er skræmt over tanken om at skulle have dyrene udenfor, men der er mindre arbejde ved at have dem der. Og vil man udvide produktionen, er kalvehytter en nem måde at få mere plads på, for de kan stå overalt, forklarer Rasmus Alstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Robuste hytter

Hos AgroX melder salgskonsulent Søren Trolle om stor interesse for virksomhedens stationære kalvehytter med plads til tre-fire kalve og kalvevogne, der kan huse seks kalve.

- Vi har solgt mange hytter det seneste års tid, oplyser Søren Trolle om hytterne, der er galvaniserede og opbygget i kraftige celle-plastplader i sider, bund og tag.

- Det gør hytterne både robuste og arbejdsvenlige. Og den kraftige bund sørger i øvrigt for, at der er en god temperatur til dyrene, siger Søren Trolle.

Plastpladerne er så glatte, at hytterne er meget nemme at rengøre. Med en pallegaffel er det muligt at tippe hytterne så meget, at møget falder ud af sig selv. Det betyder, at en udmugning kun tager få minutter. Hytterne leveres med høhæk og fire eller seks liters drikkeskåle.