Soja-, ris-, havre- og mandeldrikke er ikke fuldgyldige alternativer til komælk. Det viser rapport fra Danmarks Tekniske Universitet udarbejdet for Fødevarestyrelsen.

Heri har man analyseret næringsindholdet i en række ris-, havre-, mandel- og sojadrikke og sammenlignet med indholdet i letmælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De vegetabilske drikke på markedet er meget forskellige i næringsstofindhold, men selvom "de bedste" ligger tæt på komælken, så konkluderer rapporten:

- Sojadrik, havredrik og mandeldrik kan ikke anbefales anvendt som fuldgyldige alternativer til komælk. Selvom der købes calciumberigede drikke, vil de ikke bidrage med vigtige vitaminer og andre mineraler, som findes i komælk.

Herudover fremhæver rapporten på den negative side, at nogle af drikkene har et indhold af tilsat sukker på højde med sodavand og saft.

Uønskede stoffer

I gennemgangen af de forskellige drikke peger undersøgelsen tillige på, at nogle af dem indeholder decideret uønskede stoffer.

Det gælder risdrikkene, der indeholder uorganisk arsen "i ikke ubetydelige mængder".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uorganisk arsen er kræftfremkaldende, hvilket betyder, at mennesker, der gennem mange år dagligt spiser mad med uorganisk arsen, har en forøget risiko for kræft. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen, at forældre og institutioner giver deres børn risdrik, står der i rapporten.

Soja har også et indhold af problematiske stoffer.

Rapporten påpeger, at soja er rig på de såkaldte isoflavoner, som har en svag østrogenlignende virkning, og at der er usikkerhed om kort- og langtidsvirkningerne af et højt indtag af disse stoffer i den tidlige barndom, både hos piger og drenge.