Forhandlinger, der igen skulle få Rusland til at importere svin fra EU, er brudt sammen. Nu har EU så valgt at lægge sag an mod Rusland i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det skriver flere medier.

Det totale russiske stop for import er ifølge EU ude af proportioner og imod WTO's regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rusland lukkede for importen, efter at to vildsvin blev fundet døde af svinepest i Litauen. Rusland importerer fortsat svin fra Hviderusland, og i EU opfatter man forbuddet som en straf for, at EU forsøgte at få Ukraine til at underskrive en handels- og associeringsaftale med EU fremfor at indgå i Ruslands toldunion.

Rammer hårdt

Det russiske stop for svineimport rammer dansk landbrug hårdt.

- Hvis vi ikke havde haft et russisk importforbud, ville svinekødsnoteringen formentlig være mindst 11,50 kroner pr. kg, har chefanalytiker Karsten Flemin, Landbrug & Fødevarer, tidligere udtalt.

Den seneste svinenotering lå på 10,20 kr./kg.

Bilateral aftale

Hos Fødevarestyrelsen har man tidligere sagt, at hvis ikke det snart lykkedes at finde en aftale mellem Rusland og EU, så ville Danmark forsøge at få en bilateral aftale i hus med Rusland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU eksporterede for 1,4 milliarder euro svin til Rusland sidste år.

Danmark er verdens næststørste eksportør af svinekød til Rusland.