DLF-TRIFOLIUM A/S har indgået aftale om overtagelse af Pickseed Canada og Pickseed USA, herunder Seed Research i Oregon.

Pickseed, der blev grundlagt i 1947, er nordamerikansk markedsleder inden for forædling, produktion, salg og distribution af frø af plænegræs og foderafgrøder. Pickseed er den største aktør inden for sit felt i Canada og har en stærk position i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vores virksomhed nu bliver en del af DLF-TRIFOLIUM. For os har det været meget vigtigt at finde en køber med en virksomhedskultur, der minder om vores, og vi er overbevist om, at DLF-TRIFOLUM, som er global markedsleder og respekteret i plæne- og fodergræsmarkedet, vil videreudvikle Pickseed brandet og navnet, siger ejerne af Pickseed, brødrene Tom Pick og Martin Pick.

Stort strategisk skridt

Pickseed beskæftiger 150 medarbejdere og omsætter for 600 millioner danske kr. Koncernen har sit canadiske hovedsæde i Lindsay, Ontario og har afdelinger fordelt på flere lokaliteter i både det østlige og vestlige Canada samt i Oregon, USA. Der er forædlingsstationer i Oregon og i Ontario. Koncernen markedsfører sine produkter under brandnavnene Pickseed, Mapleseed, Seed Research of Oregon og TurfOne.

- Opkøbet af Pickseed selskaberne er et stort strategisk skridt for DLF-TRIFOLIUM koncernen, og vi ser nogle oplagte synergimuligheder i opkøbet, siger administrerende direktør Truels Damsgaard.

- Vi har været på udkig efter et selskab i Canada, som kan sikre DLF en stærk platform til at fremme vores kløver- og fodergræsprogram på det canadiske marked. Dette kriterium opfylder Pickseed, som har en meget stærk position i Canada. Det er et velrenommeret og solidt frøselskab med en god ledelseskultur. Pickseed er også etableret på det amerikanske marked, og der er oplagte synergimuligheder mellem Pickseed USA og DLF International Seed, som begge er placeret i verdens største frøproduktionsområde i Oregon. Vi ser derfor gode muligheder for at videreudvikle og styrke vores frøforretning på det nordamerikanske marked, siger Truels Damsgaard.

Forbedrer positionen yderligere

Benny Kirkebække Christensen, bestyrelsesformand i DLF-TRIFOLIUM A/S ser opkøbet af Pickseed som en klar styrkelse af DLF, der er ejet af de godt 4.000 danske frøavlere, som står bag frøkoncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- DLF-TRIFOLIUM har udviklet sig til en global markedsleder inden for vores kerneprodukter i løbet af en periode på 25 år. Bestyrelsen har haft en klar vision om at styrke og udvikle forretningsplatformen i koncernen for at sikre vores andelshaveres langsigtede interesser. Udvikling og styrkelse af vores internationale forretningsmodel har været medvirkende til at nå vores strategiske mål, og med opkøbet af Pickseed forbedrer vi vores position yderligere, siger Kirkebække Christensen.

Afslutning af købet er betinget af opfyldelse af en række betingelser. Det er aftalt ikke at videregive finansielle oplysninger om transaktionen.