Der er penge i salget af veterinærmedicin til danske landmænd. Men der er blevet færre, efter at A/S Hatting-KS er gået ind på markedet.

Det kan alle blive enige om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men så hører enigheden op.

Nogle landmænd raser over Hatting KS's aggressive kampagne for at skaffe medicin-kunder - et fremstød, som, de mener, finansieres af sædsalget fra Hatting KS - et forretningsområde, hvor Hatting har en dominerende stilling.

Konkurrenterne på markedet for veterinærmedicin, som aldrig har været færre i antal siden liberaliseringen af salget af veterinærmedicin for fem år siden, plæderer for konkurrence på lige vilkår, hvilket, de mener, ikke sker for tiden, og nogle af konkurrenterne har indbragt Hatting for både Lægemiddelstyrelsen og Konkurrencestyrelsen

Efterlyser fair konkurrence

Hatting trådte ind på markedet for veterinærmedicin i efteråret 2010, og det første regnskabsår i Hatting Vet ApS sluttede med et underskud på cirka 1,2 millioner kroner, og selskabet forventer et underskud i samme størrelsesorden i indeværende regnskabsår.

Det er faldet konkurrenterne for brystet, idet Hatting samtidig op til nytår kørte en kampagne med priser, som, de vurderer, lå under indkøbspriserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af dem, der har mødt denne konkurrence er 3S.

- I november sidste år begyndte vore kunder at melde tilbage om tilbud fra Hatting om priser under vore indkøbspriser. Selv om vi har mødt priserne, har vi nok mistet 10 til 15 procent af vores omsætning på veterinærmedicin efter Hattings kampagne i efteråret, fortæller Anders Bundgaard, direktør i 3S.

3S er i den specielle situation, at selskabet indtil for to år siden samarbejdede med Hatting KS, som distribuerede medicinen, som 3S solgte i samarbejde med Rødding Apotek.

Anders Bundgaard finder, at konkurrencen fra Hatting KS, er urimelig, men han vil ikke gøre noget ved det.

- Vi er små på dette marked, og vi har ikke ressourcer til at tage kampen op. Vi har ikke sluppet håndtaget endnu, men håber på, at de store aktører i branchen vil gøre noget ved det, så vi får rimelige konkurrencevilkår, siger 3S-direktøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkurrence er velkommen

Hos en af de større spillere på markedet, ViloVet, Hobro, hilser direktør Henrik Knudsen konkurrence velkommen.

- Efter liberaliseringen af veterinærmedicin-lovgivningen var vi selv de første på banen med at tilbyde landmændene lavere medicinpriser, og hvis Hatting er mere effektiv end os, må vi bare blive endnu bedre, siger Henrik Knudsen, direktør i ViloVet.

- Oplysningen, om at Hatting KS er blevet indbragt for Konkurrencestyrelsen er ny for mig, og det er i hvert fald ikke os, der har gjort det, siger Henrik Knudsen.