- Uden egenkapital – ingen lån. Det var muligt tidligere, men det er forbi. Jeg medgiver, at det er blevet vanskeligt at låne penge til overtagelse af landbrugsejendomme, men jeg kan hverken give jer et tal eller en procentsats for, hvor stor egenkapitalen skal være – det afgør vi fra sag til sag, fastslår Arne Jørgensen, Sydbank.

Det store problem i dag er derfor at udfylde hullet mellem prisen på ejendommen og den finansiering, som banker og kreditforeninger vil give.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror én af mulighederne er sælgerfinansiering – ikke nødvendigvis sælgerpantebreve men måske i en mere moderne form. Der vil være masser af individuelle løsninger, siger Arne Jørgensen.

Han bakkes op af Anker Bruhn fra Vækstfonden, som også tror, at sælgerfinansiering vil finde indpas fremover. Begge finansfolk understreger, at eksamensbevis er en forudsætning for at opnå lån i dag - men det er ikke nok.

- Vi kræver erhvervserfaring og husk dokumentation for de jobfunktioner, I har udfyldt og den ledelseserfaring, I har opnået, fastslår Arne Jørgensen.