NaturErhvervstyrelsen har netop modtaget de endelige analyseresultater, som bekræfter, at man har fundet svampesygdommen kartoffelbrok på en mindre kartoffelmark i Jylland, hvor der udelukkende avles kartofler til stivelsesproduktion.

NaturErhvervstyrelsen har derfor iværksat sin beredskabsplan for plantesundhed, som er med til at sikre, at alle nødvendige skridt tages for at undgå smitten spreder sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager denne sag meget alvorligt. NaturErhvervstyrelsens team var i går ude hos landmanden for blandt andet at få afgrænset det inficerede område. Vi har en beredskabsplan, som vi følger i denne slags sager, så vi får identificeret det specifikke område med brok, forklarer enhedschef i NaturErhvervstyrelsen Kristine Riskær.

Sjælden i Danmark

Erhvervet har selv anmeldt sin mistanke om kartoffelbrok til NaturErhvervstyrelsen, som straks iværksatte en laboratorieanalyse af de inficerede kartofler. Analysen har i dag bekræftet, at der er tale om kartoffelbrok.

Svampesygdommen har ellers ikke været fundet i Danmark siden 1981, men den dukker af og til op i vore nabolande.

- Det er ærgerligt, at vi finder kartoffelbrok efter så mange års fravær, særligt fordi vi i Danmark er kendt for vores dygtige kartoffelavlere og høje kvalitet. Det ser ud til, at der er tale om et meget afgrænset område, og erhvervet har reageret hurtigt, siger Kristine Riskær.

For at hindre spredning af smitten vil de relevante marker efter en nøje undersøgelse af smitterisikoen få pålagt restriktioner for kartoffelavl. Kartoffelbrok spredes ved transport af inficeret jord eller smittede kartofler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nuværende fund vedrører udelukkende stivelseskartofler. Stivelseskartofler forarbejdes altid i Danmark, og smitten kan ikke sprede sig via den forarbejdede stivelsesmel. Derfor er der heller ingen risiko for spredning til eksportmarkeder.

Svampesygdommen angriber kun kartofler og er ikke skadelig for mennesker. Planteskadegøren er uønsket og reguleret i EU. Kartoffelbrok forårsages af svampen Synchytrium endobioticum.