Der var et klart fællestræk i de mange hyldesttaler, som Martin Merrild måtte lægge ører til, da hans 60 års fødselsdag i går, onsdag, blev fejret i et stort telt hjemme på gården Feldborg i Hjerm ved Struer.

Ordet temperament gik igen, omend flere aviser forud for dagen havde skrevet, at han var blevet mildere med årene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det havde flere af talerne dog gode eksempler på ikke helt holder stik, og Martin Merrild var da også lidt betænkelig ved, om han virkelig skulle være blevet mildere og rundere med alderen.

- Jeg tror, at regnvejret i dag er straffen for, at jeg måske er blevet mildere, og det vil jeg derfor arbejde på at ændre, lovede han.

Også Martin Merrilds evne til at tale klart og ikke pakke tingene ind, blev fremhævet, og der var masser af eksempler på sjove episoder fra hans mange år i organisationsarbejdet.

Også fra politisk side var der fremmøde til festen i Hjerm. De lokale borgmestre i Struer, Holstebro og Ikast kom for at hylde landbrugets førstemand.

Struers borgmester, Mads Jakobsen (V), hyldede Martin Merrild for sin inteligens og hurtige tankegang. Mads Jakobsen var i sin tid udvalgsformand i Martin Merrilds borgmesterperiode i Struer og kunne også give eksempler på, hvordan Martin Merrild havde formået at lægge hele byrådet ned med en hurtig og skarp replik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også reception i anledning af fødselsdagen i dag på Axelborg i København fra klokken 14 til 16.30