Lyt til artiklen:

Landboforening efterlyser nuancer i debat om oksekøds klimabelastning

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Ifølge formanden for landboforeningen Vestjysk, Jacob Spangsberg, er størstedelen af dansk hakket oksekød et biprodukt af mælkeproduktionen, som bedst bliver udnyttet ved at blive spist. Han efterspørger derfor nuancer i debatten om oksekøds klimabelastning.

- Der er ingen tvivl om, at oksekød har en høj udledning af drivhusgasser, men det er forkert at fremhæve retter med hakket oksekød som de mest klimabelastende. Størstedelen af hakket oksekød i Danmark er produceret af udtjente malkekvæg, og er derved et biprodukt af en allerede eksisterende produktion, siger Jacob Spangsberg i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I en ny rapport fra Concito fremgår det, at oksekød står for 55 procent af drivhusgasudledningen fra danskernes fødevarer. Det har fået politikere til at åbne debatten om at lægge klimaafgifter på oksekødet.

Fødevarer står for 20 procent af dansk forbrugsudledning

Se også:

Fødevarer står for 20 procent af dansk forbrugsudledning

Men formanden for den vestjyske landboforening mener, at der bør skelnes imellem de forskellige typer oksekød.

- Hvis vi ikke skal spise malkekoen, efter den i fire til fem år har produceret mælk og bidraget til en vigtig industri i Danmark og til eksport, hvad skal vi så gøre med den? Alternativet er jo at sende oksekødet til biogas, og det er i min optik ikke optimal ressourceudnyttelse. Koen er jo en forædler, der kan spise græs og deraf skabe højværdiprodukter i form af mælk og fløde, og senere genanvendes bæredygtigt som kød og læder, og det skal vi naturligvis udnytte, siger Jacob Spangsberg.

I Concitos rapport fremgår det, at hakket oksekød med 10 til 15 procent fedt udleder 32,51 CO2e per kilo, imens et kilo oksemørbrad udleder 151,95 CO2e.

rich-media-3
Størstedelen af de kvæg, der er i Danmark, er malkekvæg. Foto: Vestjysk

- Størstedelen af de kvæg, der er i Danmark, er malkekvæg, ikke kødkvæg. De røde bøffer og oksemørbraden bliver typisk importeret fra blandt andet Sydamerika, hvor der er en ineffektiv produktion med høj udledning af drivhusgasser, så hvis man som forbruger gerne vil reducere sin klimabelastning ved at spise mindre oksekød, er der altså meget mere at hente ved at droppe de importerede røde bøffer end ved at droppe den danske kødsovs, siger Jacob Spangsberg.