Formand for Frøsektionen, Thor Gunnar Kofoed, kritiserede Miljøministeriets samarbejde med DCE, hvor forskningsenheden, ifølge ham, meldte ikke videnskabelige påstande ud, som blev bredt ud i medierne for at fremme en bestemt politisk vinkel.

Kritikken kom på Frøsektionens årsmøde ved L&F's plantekongres i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gentagne gange ser vi forskere fra DCE bruge deres titler i avisartikler og udtale sig om ting, de beviseligt ingen viden har om, fordi deres forskningsområde er noget helt andet, sagde Thor Gunnar Kofoed.

Han påpegede, at samfundets syn på landbruget bliver fordrejet. Der har, ifølge ham, skabt dommerdags-overskrifter, på baggrund af DCE's udmeldinger og det skaber bevidst frygt og forvirring på baggrund af ingenting.

- Sådan noget kan accepteres, hvis der er tale om politik, men videnskaben skal holde sig fra politik. Det var af samme grund, at kirken mistede magten og indflydelsen på videnskaben for flere hundrede år siden. Videnskab skal være uvildig, upartisk og ene og alene basere sig på videnskabelig dokumenteret forskning, godkendt af anden videnskabelig instans, sagde Thor Gunnar Kofoed.

Længere kontrakt

Han var derfor også overasket over, at Miljøministeriet i 2016 skrev en ny fem-årig kontrakt med DCE, selv om der havde været videnskabelig kritik af DCE og endda, ifølge Thor Gunnar Kofoed, flere beviser på, at DCE havde været uden for sandhedens grænse i almindelig forstand. Her nævnte han udenlandske forskers analyse af DCE's arbejde.

- Da jeg havde læst rapporten, havde jeg kun én tanke, og det var, at Miljøministeriet fremover skal benytte flere forskellige instanser til at foretage deres forskning, og derefter altid have to uafhængige instanser til at tolke resultaterne, sagde Thor Gunnar Kofoed.